38 / 425
30
Morgengnavets Viser,
(Frit efter H. D r a c h m a n n . )
I.
Skal altid i Degnevisdom begravet
Trælle i Vadmelets Væveri,
Vrøvle om Vælger-Folke-Kravet!
— Var man, som C a r s t e n s e n fri!
Nu er jeg kjed af Bondetravet,
Heller jeg red i Galop
De kaldte ved Daaben mig "Gnavet»,
— Jeg gnaved mig gjerne fri.
De Klokker ringe til Degnesang,
Nu bliver min Leder saa lang, saa lang;
Og vil jeg med P i n g e l en'Tur mig gaa,
Saa sidder C h r e s t e n og passer paa.
I
Dassavisen
staar liflige Blommer,
Der drømmer m it Hjerte blandt Zwibler
og Løg,
Krydret er Duften, derovrefra kommer.
L -O han slaar som én Gøg,
Han slaar for B r a n d e s paa Pavker og
Trommer,
Mens S e c h e r fløjter saa fint,
Vær hilset L -O mellem Hvidløg og
Blommer!
Vær hilset du kukkende Gøg!
II.
A k, hvem der havde en H e r m a n
Hver Søndag i Kjælderen sin,
Om ogsaa for Gud og for hver Mand
Han var til Spot og til Grin!
Og hvem der kunde age i Karm,
Eller gaa med Ministre Arm i Arm!
Ak, hvem der blot ikke var Askepot,
Men ejed' som F e r s l e w et Slot!
Jeg sidder og Øjnene lukker
Med Hænderne lagt under Knæ,
Og vel har jeg Nikkedukker,
Men Størstedelen er Fæ.
Jeg pynter dem ud efter eget Sind,
Men de er og de bliver kun sølle Skind,
— Ak, hvem der var Nikkedukke igjen!
Eller Dukkerne Herremænd!
Saa tog jeg vel E s t r u p s Kjole
Med Kors og med Stjerner paa,
Og rendte af C h r e s t e n s Skole
Og vilde til Hove gaa.
Jeg aged til Slottet i hængende Karm,
Mig fulgte vel F e r s l e w med F a l k
m a n paa Arm.
— Ak nej, jeg maa græde for F a 1k m a n
og Slot,
Jeg er jo kuns Askepot!
in .
H vad vil den Mand med Fingre tre,
Med Fingre tre i Vejret rakt!
Hvorhen jeg gaar, jeg kan ham se
Slaa denne Fingerpolkatakt,
Hvis Magt jeg selv maa lyde,
En Folke-Mand, en Alvorsmand!
— Gud véd, om "Gnavet' var is ta n d
Ham Honorar at byde!
Og han er Ven af D r a c h m a n n ,
Og D r a c h m a n n kommer h i d '! ....
Hvordan mon D r a c h m a n n nus e r udV
Bær Skjæg han end paa Bryst?
Sydvest til Skjærm mod Storpr og Slud ?
Og har' hans Tunge end den Røst,
Som Jomfruer maa lyde?
Ak her i H ø r u p s Fedtebod
Han sætter knap igjen sin Fod,
Hvad kunde vi ham byde?
.
IV .
T y s min Kasse! Iivad du gav,
Gav du villig hen og gjerne,
Var jeg fer kun C h r e s t e n s Terne,
Nu ,er je g— Minister — Nej!
Men jeg tér mig evropæisk,
Ikke niere bondsk og fæisk
Og i mine Spalter hvisker
Det saa svedent farisæisk.
Hvor jeg griber, er der Fraser
Og jeg straaler af Sofismer,
Blændende som slebne Prismer,
Men naar jeg -alene er,
Bli’er ,jeg svimmel, gaar det rundt.
Gjør det end i Lommen ondt,
Sig, hvad skal jeg da fortryde?
Havde Ører kun at byde.
Tys min Kasse! Alt er godt;
Her er fransk og flot herinde,
Gjerne la'er jeg mig forblinde,
Fik ei H ø r u p s Eegnesans.
Lille E e d v a r d , vær min Terne,
Eneste Fortrolig Du!
D r a c h m a n n kommer, ser saa gjerne
Vers i Bladet — helst dog h a ns .
B . E v r o p æ i s k .
I.
G av stedse Brød hver Venstre-Sjæl,
Som betled ved min Dør,
Gav Jøder selv Gehør,
Hver sin Naade.
Da sang for mig en lille Fugl:
De nævne Dig helt ilde,
De nævne Dig ved Navne, som
Jeg aldrig nævne vilde.
— De stikker selv i Skarnet, hvor de
traadte.
Hvad voldte jeg vel H ø g s b r o s Mænd?
De bære Rævepels ;
De er — Gud fri og frels! —
Venstres Hæder.
De snakker og forhandler, ja
De sidder der og tager
Hærlov af Højres Bøddelhaand,
Som Radikale vrager.
— Jeg kalder B o j se n for en arg For
ræder.
Hvad voldte jeg A l b e r t i s Folk?
De synge T a u b e r s Pris,
De nævnes ligervis
Venstres Hæder.
De slaar vel deres Øjne ned,
Saa saare man begynder
At spørge dem, om No'en de véd,
Som Svovlsyre ynder?
Om T a u b e r endnu lige voldsomt æder?
Jeg hørte nys en liden Fugl,
Som fLgred for min Dør,
Jeg gav dens Sang Gehør,
Foretræde.
Der var en Gang en Folkebank,
En Folkebank i S l a g e l s e .
Vi T a u b e r ikke fritte vil
Om den Tildragelse. —
Hvi lader de ej E e d v a r d hansGe-læde!
I I .
N eppe tør jeg tale,
Saa vinker han brat;
D r a c h m a n n drømmer vaagen,
Men værre dog ved N a t;
Vilde saa gjerne sige ham,
Hvad mest jeg tænker p a a . . ..
Jeg tænker paa Honoraret
Det kan han ej forstaa.
Jeg drømte jeg, var en Due,
En Mæfik i C h r e s t e n s Bur,
Saa rendte jeg bort med D r a c h m a n tt,
Mens B e r g, han tog sig en Lur;
Saa loved han mig at skrive
E t buldrende V enstrekvad.. . .
Saa slog han en Digterblækklat
Midt paa m it hvide Blad.
Vaage maa jeg stedse
Ved Dag og ved Nat;
Vender jeg mig fra ham,
Saa vredes han brat,
Tager mig i Kardusen,
Som vilde jeg fra ham gaa.........
Hans Vers er det skæreste Vanvid;
Jeg kan dem ej forstaa.
I I I .
R igsdagstiden er kommen,
Pæren til Vælling er moden,
T h o m a s N i e l s e n alt bavler
Om Renten og Rentefoden.
Silke jeg ikke har spundet
Af I) r a c h man ns Nyta arsløj er,
Men selv om det ikke gavner,
Alligevel det fornøjer.