43 / 425
35
kunde han allerede nok begynde en lille Samling nu,
for han har Patent i den Retning, det opdagede vi
forleden, at han havde allerede samlet sig fireogtre-
sindstyve Sveskestene og gjemt dem i en af Blom
stervaserne nok saa nydelig, saa De skal se det Barn
bliver til Noget enten som Urtekræmmer eller som
Arkiolog, De véd dem der samler paa gamle Ben og
Flintesten oppe paa Prinsens Palæ, og jeg var bange
Sørensen skulde være forknyt over de flotte Dragter
og have kjedet sig, men saa havde han netop siddet
og skoggerlet indvendig af Dorfpetersen, der jo ogsaa
er et stort Sjeni i Retning af Komik, fordi han har
taget Pjerrot til Forbillede ude paa Tivoli og saa des
uden de engelske Klovvner, der var med Renz og
smeltet dem sammen til et Stæreskopbillede, De véd
saadan, hvor man kiger ind gjennem to Huller og altid
ser det samme, og Sørensen har ellers saa travlt, for
han har tegnet Aktier i det siberiske Selskab, som han
jo ikke godt kunde undgaa, eftersom han var Medlem
af det geografiske som jo har opdaget det hele og nu
har han gaaet i en grulig Afvexling, eftersom det var
tir. Lauridsen, der skrev man kunde slet ikke sejle i
det kariske Hav eller Løjtnant Hovgaard, der skrev,
at det gik ganske let og som Fod i Hose, og til sidst
fandt Sørensen paa, at det bedste var selv at forsøge
en Istransport over Storebelt, og nu har han ligget
og rodet baade i Sjapis og i Grødis og i Tuttifrutti
en hel Uge og er kommen hjem med en
blaa
frossen
Næse, der dog kun var redkantet i Forvejen men med
geografiske Kundskaber og Erfaring i Isbryd røng , og
da jeg spurgte ham om hans Mening, sagde han rent ud
at jo før vi fik grønlandske Hunde og Rensdyr desto
bedre, og Petrine ei ogsaa paa Isen hver Dag, nemlig
paa Skøjter saa det kan nok være hun bliver forlovet
nok en Gang, hvis det ikke bliver altfor meget Tøvejr.
Og nu maa jeg nok sige Farvel, søde Fru Schrøder,
for jeg skal jo hen igjen og høre Pater Felix, for at
blive opbygget, og det er ikke fordi jeg ellers er slem
til at gaa i Kirke, men det er jo noget andet lier,
livor det er saadan en berømt Mand og oven i Kjøbet
en Jesuit, som gjør det finere og saa er der desuden
Sproget, som han taler dejlig, skjøndl det er jo knap
saa let at forstaa ham som Kauffmann, og jeg kan
ikke begribe Dagbladet sagde, han mindede
0111
Sarah
Bernhardt, for lian har da en hel anden Figur.
Og
nu Farvel søde Fru Schrøder og Tak for Kaffe.
\et glæder os efter sikkert Forlydende
at kunne melde voro Læsere, at
der endelig skal være grundet Haab
om , at Statsrevisoratets graahærdede
Senior, den alderstegne B a l t h a s a r ,
der nu ikke længere anstændigvis kan
rogte dette tunge Hverv, kan faa, hvad
Statens egne Funktionærer efter lang
og tro Tjeneste have Lovens Tilsagn om:
— P e n s i o n !
Vi finder dette ganske korrekt.
Lang Tjenestetid kan
Ingen
nægte ham :
navnlig vil de mange Tingmænd, der
have slikket Fingre efter denne velløn
nede Post i mange Aar, sikkert indrømme,
at han bar gjort dem Tiden grumme
lang. Og tro Tjeneste har han aaben-
bart ikke ladet det skorte paa; man
finder stadig hans Navn paa den eneste
Plads, somalle kjender afStatsrevisionens
Betænkninger,
nemlig
Underskriften,
og da det ikke vides, at han nogensinde
selv hav beskjæftiget sig med Revisions-
gjerningen, maa hans Underskrift altsaa
hvile i Tro paa hans Kollegers gode Gjer-
ninger. Det tor derfor med Føje ventes,
at de «Smaafolk«, hvis Tarv altid svæver
ham paa Læben, og sorn hidtil ved deres
Stemme og paa anden Maade bar holdt
ham oppe som Levebrodsmand, heller
ikke nu vil lade ham i Stikken, men
skænke ham som Naadsensbrød — i
hans og deres egen Interesse — en
klækkelig Portion af det, de. i Følge
deres Aands medfødte Instinkt, kunne
spare af, hvad en letsindig Regjering
har tiltænkf fungerende og afgaaede
Levebredsniænd og deres Enker. Den
eneste, man kunde frygte nogen Mod
stand af, er vel den renlivede Stats
økonom R. N i e l s e n ; men man tor vel
haabe, at han viser den resignerede
Partifølelse at afgive et »Stemmer ikke
for ikke at blande nogen altfor skur
rende Mislyd ind i det harmoniske Tak
nemlighedskor, hvormed vi alle byde ham
»Saa g o d N a t da , *Do n Ba z i l e ! »
Postdirektøren leve!
Frit efter Chr. R i c h a r d t .
osten gaar saa langsom og saa lej,
Sikker paa sit Monopol,
Direktør’n i Kancelliets Fløj
Sover roiig paa sin Stol.
Hvad gjør det, hver Kjøbenhavner
Breve og Aviser savner ?
Posten paa en saadan Frostdag
Kommer blot for sent en Postdag,
Det er dens Monopol!
Som en Poppel for en .sagte Vind
Stolt og afmaalt Posten gaar,
Buddene de bli’r saa glad i Sind,
Sikken Ferie de faar!
Direktøren mat sig kjender,
Det ham over B æ l t e t spænder,
Istransport maa gaa lidt varligt —
Varligt, det er grumme farligt,
Glat det s’gu ikke gaar.
Folk de svæve did fra Børsens Sal,
Bort fra Guldets Brask og Bram,
Spør', om Direktøren han er gal,
Eller hvad der gaar af ham.
»Ingen Breve — det er sajændigt !
Intet Udland - hvor elendigt!
Naar vi blot en Smule Frost
fa.ar,Ligger øde strax vor Postgaard,
Det er en Skam ! »
Direktøren si’er, mens Haanden let
Værner om Transportens Kunst:
•Posten er i Nyborg nok saa net,
Her jer’ Løben er omsonst;
Men i Morgen er det rime
ligt« — da spildte han en Time,
Ja ti, tolv og vor Estime,
Spildte Breve, spildte Time,
Spildte Avisers Gunst.
Døv for alle Bladenes Musik
Stum han stirrer paa sin Post,
Gjemmer sig for Børsens Vredesblik,
Det »en kold En« var, den Frost.
Hamborgposten er paa Sprogø,
Sjælland bliver ingen klog 0 ,
Vi maa nSj’s paa Grund af Frosten
Her i Byen med «Aftenposten»;
Det var en Hjobspost!