39 / 425
31
Elsker de dyre Spalter,
Elsker inin Folke-Sanger,
Ligner vist Gyldenlakken,
Der med sin Armod pranger.
Holdes af H e r up bundet,
Vogtes mod H o l s t e i n s Slanger,
Vilde saa gjerne snakke
Med en anden Bondefanger.
Se Rigsdagtiden ei kommen,
Pæren til Vælling er moden,
Pærevællingen røres
Om Renten og Rentefoden.
— Nu mangler jeg Stof og Tanker,
Sætteren faar fylde det ud,
Sætteren faar slutte min Vise,
Der kom Trykkeriets Bud.
Jooraarsqrmt.
Sallinggaar i Jydlan.
Kere E i n a r J ør rensen.
Jai korte forleden, a Du
hade vaarén henne aa se mai
aa min Mor spilde Kommedie,
men Du vel nog vide, vordan
de er gaaet siden nemli a da
Prokeratorens var kørt kiæm,
fig Far en ordenli Overkalling aa et Par Lusinger a
Mor, fordig lian vaaren ovartig, va hun er igge vant
tel a Andre en som a mai
,
der ka gøre va jai vel,
aa nu ka. jai nog begrive, a den gamle Adam ku
være saadan miner Tøffelen, fordig hanses E v a var
jo
os.seen Nummer Et, fordig di Andre var igge tel,
aa Knussen ble igge Pisdasman allievel
,
fordig Pro-
korateren slo sai paa a være Venstreman aa lovede
Mænnernefra Virum aa Mellerop a di sku faa Jærn-
bane, aa saa kunne Knussen igge begaa sai, fordig
han ville gi di staggels Embedsmæn Løningstilæg aa
gi Pænge tel Befæstninger
,
vorover Tokstrop tofte
Fidussen te han aa Margrete er gaaen innu mere fra
Forstavnen aa vel rejse Kvinnespørsmaalet aa vel ha
Vadret aa holde Faaredra aa kommer vest snart paa
Bistrop
,
for hun vil igge ha Brølob me Knussen uden
me gensidi Opsielse tel Maida aa har skreven te
Ba i e r om a sidde en Lov igennem strags derom innen
di gaar fra Samlingen aa nu læser jai me Mor aa
hun lærer mai ingen Ting, vilket er de sunneste aa
jai ska stadivæg renne i Hælerne paa hinner, men
igaar rente jai allievel min Vai ud i Stallen te Mal-
gepierne, fordig di sønger saadanne grinagtie V-iser
inne fra Køvenhavn aa Kålene o.sse aa igaar var jai
ude a rie paa den brune Plag, som jai igge maa aa
ble slaaen a aa fig en Bule, men Wolle Pagterdræng
sa, a jai sku bare sie te Mor, jai var jadiet i Gaaren
aa slat den
,
fordig ellers fig han Pryl fordig lian
hade lat mai sitte op paa den Brune
,
aa den stag
jai saa o.sse ud te Mor aa de er jo maiet got jai aa
gaar herude paa Liannet aa biir ve a være ufordærvet
aa sanheskærli, som Mor sir, men jai velle maiet heller
■i en rigti Skole me rigtie Ijerere aa Drænge, aa rig-
tie Legsier aa Jjøjer aa Latin, som maa være frøg-
ieli morsomt, siden Mor mener, de er saa 'slæmt, aa
saa velle jai gærne være Student aa kunne gåa tel
Gille)' aa bagetter ta Ægsamen aa blie en rigti flenk
Præst liesom Pastor LIo st rop, som- Mor haller saa
majet a, men jai tror igge a Mor ka brenge mai saa
vit, saa naar Støgget nu har gaaet et Aar eller to
aa er bleen gammelt saa cli igge mere behøver mai,
saa renner Wolle Røgterdræng aa jai voreses Vai eng
tel den latinske Skole aa væg fra Mor, fordig det
due)' igge a gaa herhiænmie aa hænge i Skørterne, aa
naar Du kommer tel Paaskcn hos Pastor Jensen ovre
i
M un kerop,
saa ta M ad e v i s latinske Grammetig me
,
saa ka vi ligge aa løse i den nede ve de gule Led i
Grøften. Aa tag osse en Julliussæsar me. Farvæl
aa hels Bob He l me r naar Du skrivver.
Fra Din hengivendes
Mturult Honov.
En Em ig ran t l i tera t .
0
g
n u v il je g sy n g e om B
k a n d e s
,
Som drog til det
«sittliche*
Land,
Fordi der paa Frueplads fandtes
Ej mer end halvanden Mand.
Hvor længe endogsaa han søgte
Om Mænd efter sine Ideer,
Ja, skjøndt han gik om med en Lygte,
Saa fandt han dog slets inte fler.
Og det er nu slets inte Snak, man.
Paa Ærmet vort Publikum bandt;
Det sa’e jo hans Ven
H
olgf
.
r
D
r a c iim a n n
,
Og saa maa det jo være sandt.
Saa drog som Martyr han paa Rejse
Og slog sig til Taals ved
S
p r e e n
;
Der sad han saa lunt hos
«
der Greise
»
Blandt Hunde og gnavede Ben.
Han havde dog ikke ganske
Forglemt det »bornerte* Land;
Han tænkte saa tidt paa de Danske
Og sine halvanden Mand.
•Ak, Tiderne slemt sig forværre!»
Saa sukked’ han lønlig ved
S
p r e e n
,
«Af Dauske er her dog færre;
Ved Højskolen ser jeg kun én!»
Saa skrev han i
Morgenbladet,
At Danskerne slets inte dur,
Fordi vi herhjemme har ladet
Haant om den tyske Kultur.
Vor Højskoles Elementer
End kvæder om Uffe og Skræp;
Nej, hør paa de tyske Studenter,
De synger saa lystig; «Plep! Hep!»
Det Omkvæd en Hovedstrøm er
For Tiden i Tysklands Kultur,
Og saadant et Folk vi fordømmer
Bag vores kinesiske Mur!
Den yngre Slægt han anspored’
Til derned at lægge sin Vej.
Men véd du saa, hvorfor han gjor’ et,
Saa véd du s’gu mere end jeg.