47 / 425
39
store hterære Bimmelim neje i de gamle sjemytlie
Køvenhavn. S k i r ner havendes nemli bragt, Umerteincje
og den imervæk Jordømt fijfie gamle Loke , værendes
di eneste Abonnenter paa M or g eng nav et i al Hem-
vnelihej, samme fordækt, gamle Od in værendes strix i
de Kapitel nemli som. Godsejer og Højremand a den
gamle Skole. Hvora vi bemærgede a Krien allereje
er gaaen løs igjen og Topsø siar Snebolte i Naggen
paa, Fostbestyrelsen og Fl o v Tordenkiler etter Kris-
mimsteren og M o r g en gna v et stritter Smaasten etter
Plov og den evi væk grinagtie Ho l g e r D r ak ma n d
har sat baaje Kolturhistorien og sai sæl paa Hadet
sparkendes v i i Loften nie Fagter og ville Gebærter
etterlinendes derigjennem den forhenværendes men nu
ophørte stærke Mand paa Bakken, samme værendes
kun stærk i di ujvendie men bløj i di engvendie Dele
lisaadan
,
som tog en Ænde me Forskræggelse og Is
omslag paa Lejernets øverste Religioner formedelst,
Forstørrelse sammesteds. Nemli va vi be/røgter osse
kunne blie Suiterne etter den Anstrengelse, samme
glaje Loftspringer yttrendes Tejn paa den allersom-
gyseliste Sælkretik, siendes om det store drakmandske
Lej, a samme' har vaaren genegen til „Faren op og
Slåen i Boret, Brug a overfløjie Ord, Tilbøjelihej te
Deklemasjon og blomstrendes Retterik, Mangel paa
Læsning i det Hele taet, Skændeløst, domp Forknøttelse
parret, me hoverendes Glæje ettersom Barremeteret faldt
eller steg“, menendes a han var saadanfor ti Aar sijen
og havendes altij sæl slat paa sin Standhafiihej, væ
rendes formodenli og temmeli tyjélv lissedan innu, hva
der er vbegriveli men trøkt i Blajet allievel. Men
Unnertejnede er allievel støt paa MangsjæUerne nemli
paa Velærværtihejens Vejne, a D r ak mand har læsset
hele den Bonke a sai ujtn paa halfemte Spalte a ha
lagt saamejet som el eneste lille venlit Ord eng tel
Bedste for Velærværtihejen og sammes udøjelie Vierker,
stemmendes derimoj alle Strængerne paa Gitaren tel
Besøngelse a den lille sorte B r a n de s
,
i,nte E e d v a r d
men G e o r g
,
siendes samme o, være et Gus Ord fra
Jødelandet og umaajeli naiv, værendes derfor forelsket
i ham som et Barn og tilbejendes ham som en Kvinne
,
havendes alsaa slat sai fra Blondinerne tel di Bryneite
igæn. Endvidere bemærgendes a samme Ge o r g er
elskværdi i sine Svaghejer og da samme har mange
Svaghejer derigænnem antyjendes, a han er gebommerli
elskværdi. Va I, ok e strax gore Unnertejnede obmærk-
mærksom paa, a ves Velærværtihejen dera sku finne
Anlening tel a. blie lisom en lille Smide sjalu og skindsy,
sku de værken sla I / oke eller Unnertejnede me For-
bauselsens Stivkrampe erindrendes alle di Haneben
samme Dannerskjalden gore tel Velærværtihejen ifjor
og ves Velærværtihejen sku ha te Hensigt a gøre ældre
Krav gældende paa Samme sku Vedkommendes jo før
jo beger ta Returbdletten og komme over di Elskendes
me den hævnende Retfærdihes Todtslæger i Haanden
liesom Komandanten i Dongsjuang. Haabendes snart
a se Velærværtihejen i samme opløftendes Positur er
jai immervæk
Deres gamle glaje
Tyroler-F'ær-eiiffnan t,
p. t. Valhalla.
Sm aak rav l
m
\W'F* .
-•'■■WP'Z
/sk*
a
*
-
I Tordenskjoldsgade
Der voxer et Træ,
Hvis grumsede Blade
Gi'er Smaakravlet Læ;
Der snadre de Ænder,
Der kække de Gæs,
Med Snablen man roder,
Med Næbbet man vender
Det «duftende» Læs,
roser sig selv efter Moder.
Der trives det fede
Plebejiske Svin,
Hvis gryntende Vrede
Gjor seiv det til Grin,
Der pranger med Halen
Den Paafugl og tror,
Dens Hovmod, dens Hvæsen,
Dens Skrigen, dens Galen
Er vingede Ord,
Og mærker slet ikke Fadæsen.
Der rende de Rotter,
De sorte, de smaa,
Og lave Komplotter
For «Spækket« at naa,
En ihærdig Gnaver
Han gnaver sig frem,
Om ude han stænges,
Han gnaver og gnaver
Til sidst sig dog hjem
Til Fadet, hvorefter han længes.
I Tordenskjoldsgade
De Høns lægger Æg
Og kagle saa glade
Ved Kostaldens Væg.
Paa Ægget de ruge
Saa ængstelig spændt,
Men Hviden og Blommen
Hver eneste Uge
Dog sammen er rendt,
Og aldrig der »Kylling* er kommen.
1 Tordenskjoldsgade
Er Skraldemandssjov,
Skjondt S e h a n d o r p vil lade,
Som ej ban er grov.
Peter Tordenskjold-Skjalden
Har Læs paa sin Bor,
Med Møggreb paa.Skulder
Han ruller fra Stalden,
Der kommer han — Hør!
Et Brag, et Skrald og et B ulder-------
Det va r Dr a c h ma nn , deraabnedsinDor.