51 / 425
43
m inder om Byen Kjøbenhavns Vaaben.
Selve Skjoldet
Våf ved et bredt, meget elastisk Familiebaand delt i to
Skraaplaner. Paa den everste Skraaplan hvilede en Mand,
iler var klædt af lige til Skindet, og som Motto over ham
stod:
•Commune naufragium dulce
•.
I det nederste
Skraaplan var der anbragt en stor, aaben Pengekasse, og
tinder samme læses følgende Linier :
■Kjøbenhavn er dejlig, naar bare man har
de nødvendige Penge, naar i Kassen man ta ’er.«
X . H o g s b r o e .
Som Skjoldholdere fungere
to Dverge, hvilket tyder paa, at
Slægten er nalmindelig lavstam
met. Skjoldet er først ved en
Midtlinie delt i to Felter, hvoraf
'jpl igjen det everste er delt i to
Rum. Til Venstre ses et vissent,
flerspaltetFolkeblad, hvis kabba
listiske Ord Ingen endnu har
kunnet tvde, men Stamfaderen
var ogsaa vel forfaren udi alle
sorte Kunster og navnlig forstod
han at skrive Sort som ingen Anden paa den Tid. Til
Højre findes en Revisorprotokol; paa dette Felt maatte
Stammefaderen enGangføre en meget
heftig Strid med
Slægten Hørup, som vilde have ham til at opgive R etten
til at fere denne Protokol og have ham til at trække sig
tilbage til sit Rænkesæde, fordi Hørup selv vilde tage
Høgsbroerparten; men til sidst fik Høgsbro dog Lov til at
beholde Protokollen. I det nederste Felt er der anbragt
en sort Calot paa stærk red Grund. Stammefaderen har
som Tegn paa sin Værdighed
Ret til atbæreen saadan
Calot; de yngre af Slægten,som ikke
bære dette Ud
mærkelsestegn, men dog ere ligesaa folkelige som deres
Overhovede, kaldes derfor Sanscalotterne.
X I , K j e e r .
Skjoldet er delt i 4 lige
store Felter. I det øverst til
Venstre og det nederst til Højre
føres en proper Næve, muskuløs
og stærkt knyttet. Til disse
svare to blaa Gjne i de andre
Felter. Disse Kjærtegn tydede
paa Stamherrens Stridbarhed,
hvad ogsaa Devisen gjorde: •Saa
skrig dog ej saa gefærlig, jeg
sla’e rD ig jo bare ihjel.» Som
Skjoldholdere optræde to Bry
dere, allegorisk fremstillende Saft og Kraft. Slægten Annaler
gjemme mange stolte Kjærminder om blodige Sammenstød
med politiske Modstandere. Naar en saadan Tournering
truede med at blive uafgjort, fordredes den altid henvist
til Næveretten, det var nu Slægtens Privelegium.^ I de
senere Tider m aatte Stamherren ofte ligge under i Striden,
og Mange ere de, som slog sig til Riddere paa ham ved
slige Lejligheder.
X I I .
L e m b c k e .
Som Skjoldholdere fungere
2 Abekatte, og ovenpaa Skjoldet
sidder en snakkesalig Papegøje.
I Skjoldet staar en Skjoldmø,
oragiven af forskjellige Skjoldyr,
og foroven læses følgende Ind
skrift: »Hvor mon man bedre er
end mellem Slægt og Venner?«
Slægten dannede en særegen
Orden, der havde Afdelinger
saavel for den mandlige som for
den kvindelige Linie og var ud
bredt over hele Landet. Allerede fra ganske smaa blev
Børnene tagne fra deres Skolegang, gjorte til Medlemmer
af Ordenen og oplærte i to T ing: at vogte Dyr og tillige
at vogte paa deres Medmennesker.
Ordenens Protektrice
var i Reglen en Prinsesse af det regerende Kongehus, og
hvert Aar kaldte hun de gode Hyrder op til sig paa Slottet,
hvor de foruden et Hyrdebrev fik sig en Pisk med Ret til
at bære samme. Ordenen var lige saa frygtet som i sin
Tid Inkvisitionen; det var nemlig ethvert Medlems Pligt
at angive de Syndere, som overtraadte Ordenens strenge
Bud. Synderne blev derpaa stævnede for Ordenens Dom
stol og offenlig stillede i Gabestokken og hudflettede eller
vivisekerede levende. Slægtens Stamgods ligger i Hellig
gejststræde og dets Facade afgiver et smukt Dyrskue,
men desuden ejer Slægten rundt om i Hovedstaden smaa
Vandejendomme.
Sæsongens Begivenheder.
Besongen a
Søren JPipperop.
• S
k
væk paa Lyren, saa det skummer
Fra Sjælens Sluser mæ et Digt,»
Se, dennehersens Tanke hummer
Saj inte fra min Aands Gestrikt.
Den ædder saj, som de va Skevand,
I Sindet, aa jæ kommer i
Begajstring, saa min Maaren-Thevand
J « mildner mæ en Rommer i.
A Glæje ha mit Hjærte dikket,
Saa formeli de va Plaser,
Forde a Sjenen nu ha fikket
En Skjald fra Prækestolen ner.
Hans
»Eva»
æ en dajli Kvinde
Mæ Moerømhed for sin Søn,
Aa fremfor
Nora
maa man finde,.
A
»Eva* s
Ende
deD
æ køn.
Min ejen
T e v e d a a r va
Helten
I •
Ridderen a Bandera Bro».
Men den, der kommer mest i Vælten,
De æ nok
O da, ka
jæ
tro.
Tro bare inte, a jæ smisker,
Men
O d a
raver vældi
op
Imellem Konstens Odalisker.
Ja, hun ha gort et heldi Hop.
•Familien paa Moden»
snart gik
A Moden, for den va for fin;
Men Diregtøren i en Fart fik
Et Støkke mæ lidt mere Grin.
Den •
Bibliothekar
• va munter,
Aa min Skavank æ som I véd:
Jæ heller gaar a Grin herunter
End græjer maj te Salihed.