55 / 425
47
det liede Vand suges op af en stor Dampsprøjte, der
med sine Straaler blødgør Isen, efterhaanden som Dam
peren sejler frem. Naar Vandet er opbrugt, stikkes
der Hul paa Isen, en ny Ladning kold Vand pumpes
op, koges og sprøjtes ud igjen. Paa denne Maade
laves en Rende, hvori saa de andre Postdampskibe kan
rende. Jeg forudser vel, at Forslaget ved Forelæggelse
i det hedenske Hus vil komme i Udvalg og derved kan
bilve reduceret til en Mudderpram med Haandsprøjter;
men Skibet er da immer godt nok til Slambade, og jeg
siger da som Scaveni us : «Hellere slet ingen Ting».
Skulde det imidlertid ved Fællesudvalg eller andre
Kraftmidler lykkes at føre Sagen igjennem, ser jeg i
Aanden den Vinterdag, da Postvæsenet raaber de be
rømte Ord: «Nu lægger vi ud paany», og saa forbe
holder jeg mig bare Posten som Deres ærbødige
St r aa l eme s t e r .
Med Guldbogstaver stod Hytten ved Vejen
Og blev salig I. A. H a n s e n s egen.
Den skulde give Alverden Besked
Om Venstres dejlige Redelighed.
Med Snedriveri gik den lange Vinter;
Af Næstens Øjne man uddrog Splinter,
Mens egne Bjælker man glemte, Gud véd
Hvor længe; en hel lille Evighed.
Saa kom Provisoriets Slud og Regn,
Og saa fik man set, der var noget i Vej’n
Med Venstres Pendant til vor Frihedsstøtte.
Det nytted’ ej meget, at L a r s e n holdt Bette.
Kn svovlsur Skæbne P artiet fik!
Forgyldningen rent af St. Gjertrud gik;
En Draabe, man véd, kan Stenen udhule,
Og her kom en Syndflod, det lod sig ej skjule.
Og Indskriften — av for den slemme Jøde I
Den blev kun til Vand, den Gang Brandkassen tødc-.
S a n e r e
w n d c v
(Frit efter H . D ).
Mel.
: Der var en Gang en tapper Mand.
iFeg stem te Harpen helst til Sorg,
For vi har nylig haft den,
At P l o u g gav vores S t. G e o r g
Hans varme Mad en Aften;
Ved S p r e e n sad den sorte Smaa
Saa barnlig glad som nogen,
B landt F i s c h e r s Mænd han nu m aagaa
Hjem uden Bid paa Krogen.
Det skærer En i Hjertet, ja
Man skulde fast sig skamme,
Men kan i Bordet S c h a n d o r p h sla’e,
Saa kan s’gu jeg det samme;
Det gjælder Mod i Bryst at ha’e
Os selv at anbefale,
Nuvel, saa ta’er vi Modet fra
De Pokkers Radikale.
De kommanderes jo som alt
Hos B e r g af •Tolleriet»,
Det schelden svigter, naar det gjaldt
Kanonfuld Solderiet.
Til
Morgengavcts
Tros jeg kom,
Fik Plads i Eskvadronen,
Som slog en Tordenskjoldborg om
Trefoldigheds-Kanonen.
Se, her kan Godtfolk lære, hvor
dan L a r s e n gaar i Vandet,
Naar ej Kanel han af os faar,
Saa faar han noget andet.
Om det er godt, om det er skidt,
Det holdes ens i P risen; _
Og man kan altid tjene lidt,
Samt ærgre
Dass-Avisen.
Thi det er klart, man ej omsonst
I
Morgengnavei
havner,
Endskjøndt man ser, vor sorte Kunst
Just ikke stort det gavner;
Det er dog kommet godt paa Gled
Og noget mindre sløjt er,
Fra den T id B r a n d e s blev sendt ned
At se paa B i s m a r c k s Sprøjter.
Dog det er bedst at liste bort
Fra Visen, jeg fik lavet;
E t Leve bare godt og kort
Jeg bringer
•
Morgengnavet»]
Gid det maa trofast staa mig bi,
Saa hvad jeg end vil skrive,
Maa blive dygtig rost deri,
Mens end det er i Live.
n .
m
Villakvarteret en Bolig man rejser;
Med gylden Indskrift ved Vejen den
knejser,
Med
»Folkegave»
den prydet staar
Til Vidnesbyrd om, hvad Venstre formaar.
Jhea te rka tten spinder
S k il& v a g te n . Jeg har "været en
lille Tour ude i Byen og havt «rød
Plakat«, det vil sige rød Kat ovre fra
Urtekræmmerens til a t dublere min
Rolle saa længe.
Det var godt, je g
kom tilbage.
Det dumme Dyr har
skræmmet min L iv-R otte ned i et
Musehul.
Nu er hele min Ja g t spo
leret. Det var det eneste Stykke Vildt,
jeg havde paa m it Revier, og den kunde
jeg bavt megen Fornøjelse af Resten
a f Vinteren. Det er nemlig skralt med
Fornøjelsen. Her kommer ikke en Kat.
Kun naar F ru
E va
aabner sine Sa
loner, har vi Besøg. Men hvor længe
var Eva i Paradis? Og saa vil Chefen
have
Sparekassen
op !
Vi har saa-
mænd ikke en ø re at putte i den, jeg
kan mærke det paa min Morgenmælk,
den bliver tyndere og tyndere.
Men
nu har Kommandanten jo og9aa staaet
saa længe paa Post som Smagens og
Kunstens Skildvagt og er en gammel
gammel Soldat, der kunde trænge til Af
løsning. Hvem mon der saa skal have
Posten?
Og hvilket Feltraab bliver
det? Men det er maaske for tidlig at
raabe Vagt i Gevær.
Skildvagten
er
ellers godt disciplineret. Fidelle, der
har været Hund hos en Stabssergeant,
fortalte mig nemlig, at en Skildvagt
paa Post maa ikke tale til Nogen.
Og endnu har
Skildvagten
ikke tiltalt
Nogen, det jeg véd af.
Men han
bliver vist ogsaa snart hjemsendt og
faar sit Forstærkningspas undertegnet
af Chefen. Ellers intet Nyt — Jo en
ny Elev — Men det er jo ikke noget
Nyt.