59 / 425
51
hvad Skjønhedssans der var i at se paa nogle lemlæstede
G ibsdnkker, der skulde forestille 3 nøgne Fruentimmer.
Nej, der var ganske andre Ting, der krævede Byraadets
Opmærksomhed, Ting, der vidnede om langt mere Skjøn-
hed end disse latterlige Figurer.
Han skulde saaledes
henlede Opmærksomheden paa de nedenfor Skolebakken
henlagte Dynger af Kul og Kokes, mod hvilke der i Avisen
havde rejst sig et Skraal af nogle forskruede Idioter. (
Borge
mesteren
m aatte bede den ærede Taler mildne sine Udtryk.)
Sørensen
vidste nok, hvad han sagde, men det vidste
de om talte Fyre vist ikke; thi de havde klaget over, at
disse Kul- og Kokesdynger henlaa paa det Sted, hvor
Byens smukkeste Udsigt var, og de hindrede enhver Ven
af Naturen i at nyde denne paa den rette Maade. Værre
Snak havde han aldrig hørt! Naturen kunde være god nok,
og han kunde ogsaa godt lide den, men, hvad var smuk
kere end at betragte disse Dynger, der vidnede om Men
neskeslægtens Ihærdighed, som havde bragt dem for Lyset.
Han havde forleden ved Solnedgang staaet og set udover
dem, og da Solens røde Lys skinnede over de mørke Kul,
da lyste de som Skatte, og han tænkte paa, hvilken Varme
for Vinteren og Rigdom for Byen, der her laa. (Røre).
Og det vilde man have væk? Nej tak! Der var maaske
dem, der gjerne saa hele Omegnen fuld af ramponerede
Gratier, men han vilde ønske, at hver Plet i og ved Byen
var fuld af Kul- og Kokesdynger, til Gavn for Byens Velstand
og til Lykke og Glæde for hver sand Borger.. (Stærkt Røre).
Vinhandler
Lung
m aatte give den foregaaende ærede
Taler Ret i, at den hele Sag kun havde en rent passagère
Interesse; dog trode han ikke, det vilde være heldigt, om
Byen ble? forvandlet til en Kulkjælder eller lignende,
lige saa lidt som han ønskede hele Byens Omegn for
vandlet til Vinkjældere. Og han trode ogsaa, Hr. Sørensen
tillagde Gratierne for lidt Betydning. Han havde en
Gang fabrikeret en saakaldet Gratie-Likør med de 3
Gratier paa E tiketten; og denne velsmagende Drik havde
i høj Grad behaget det smukke Kjon. (Bevægelse). Men
den havde ogsaa, foruden en dejlig Rosenfarve, en ejen
dommelig Sødme i Smagen, og nydt som
Poussecafé
havde den i sin Tid ikke blot vundet alm indeligt Bifald
i Klubben, men endogsaa gjort ualmindelig Lykke ved
en Nytaarsdiner hos Amtmanden. (Stærk Bevægelse).
Skomager
K ruse
havde aldrig brudt sig om Malerier;
men det kom nu ikke Sagen ved, og det var heller ikke
det, han vilde sige, men det kom han til at tænke paa
ved Graserne, som var noget andet, men Kunst alligevel,
om de ogsaa var rampenerede.
Men han vilde nu sige
én Ting, selv om Nogen havde Noget derimod, og det
var, at han syntes, det var for galt at give 3 Graser bort;
1 kunde da være nok (Latter). Ja, og han syntes, at selv
oin de var lidt ødelagte, saa den ene kunde trænge til at
bagflikkes, og den anden til et Taastød, saa skulde man
slet ingen give bort, men beholde dem selv, for saa havde
man 6 Graser, og det var sjeldent, for han vidste, at paa
Thorvald Bertelsens Museum i Kjøbenhavn var der kun 3
Graser, for det havde han sat sig ind i, før han gik til
Mødet; men det kom nu ikke Sagen ved.
Prokurator
Justesen
glædede sig ved denne gratiøse
Forhandling, saa vel over Borgemesterens ramponerede
Skjønhedssans og Hr. Svedskeisens Frue, der efter hans
eget Sigende havde en smuk Kakkelovnsfigur, som over
Glarmesterens gjenneinsigtige Kunstbegreber og Kjøbmands
Sørensens realistiske Kultegninger og den tredobbelte
Gratie, hvormed Vinhandleren havde averteret sin Likør,
og ikke m indst frydede ham Skomagerens praktiske Mund
lær, der hurtig lod Gratierne faa Sko at gaa paa, saa de
blev til 6, inden man vidste af det. Han tilraadede strax
at sende et bejaende Svar paa den indsendte Anmodning,
og man kunde da i sit stille Sind ved Afsendelsen af
Gaven tilføje:
•G ratias quam m axim as ago*.
Det vedtoges d a: at tilstille Y-kjøbing Byraad et
Gavebrev paa de 3 G ratier som et velment interkommunalt
Bidrag til Skjenhedssansens Udbredelse samme Steds.
Mødet hævet Kl. 10
lU.
Ode til „den sorte Digtekunst”.
(I Anledning af
K
a r l
G
je l l e r il p s
Digt i •
Morgengnavet*).
V
H vert Land har sin egen særlige Plage,
Som Intet i Verden udrydde kan.
I
Bengalen
Folk over Slangerne klage,
Og Løverne brøle i
A frikas
Sand.
I
Venezuela
er Plagen Musquito,
I
Peru, B olivia
og
G ranada
dito,
I
Bondon
man lider af Taage og Dunst,
Og her, hvor man ikke har Løver ogSlanger
Og sjelden i Nettet Musquitoer fanger.
Her har man —
den sorte Digtekunst.
Hvor skal jeg Dit Billed, Din Lignelse finde?
En stjernelys Vinternats sorgtunge Slør?
E n Skorstensfejer, der kravler i Blinde
I sodfyldte, osende Kakkelovnsrør?
En Ravn, der basker med sorte Vinger,
Hvis hæse Skrig gjennem Stormen klinger ?
En Ligbærer i sit Begravelsesskrud?
En Neger i
Morgengnavets
Plantage?
Eller
Ducifers
sorteste Yndlingspage ?
— Saa sort omtrent ser Du ud.
Nej Intet af dette, men jeg har læst
Paa Gadehjørnernes store Plakater
Om et lille Dyr. ret et arrigt Bæst,
Som desto værre har Kammerater —
Om Kammerjægerens flygtige Vildt,
Hvor Jægerens Møje ofte er spildt,
Fordi det i Revner og Sprækker sig gjemmør;
De bider, de stikker — og saa er de borte,
De giftige Kræ, de smaa arrige Sorte,
Kun Kløen endnu man fornemmer;
D e t Billed er godt! det kan ikke fejle,
D e n Lignelse bruge jeg v il!
E t Smaadyr, hvis Navn er højst
odiosum
Men ingenlnnde et
Curiosum,
Thi faar man det mellem to Negle,
— Saa klemmer man til.
KØBENHAVNS
KOMMUNEBIBLIOTEKER