63 / 425
55
Lunten, og Sangenberg bliver salig og glad igjen og
Dora, som man allerede var vis paa at skulle se i
hendes Dorakiste ligesom F ru K rum i Brud og P ave
kone, afsjælet og paa Kastrup doloribus, bliver ved at
være lyslevende og lykkelig, hvilket hun ogsaa bør
baade for Moralens, hendes egen, og Direktørens Skyld,
og det er sandt her har je g „Sæ sonen“ med til Dem,
søde F ru Schrøder, hvis det kan more Dem at se
Personerne i Stykket og der er jo desuden en hel Del
anden Læ sn ing i, saadan som om Bram a L iv s E lixir
og Rostrups Ligkistem agasin, og Frits Grønbæk mente
at det ene maatte udelukke det andet, hvad je g dog
ikke kan indrømme, for selv om Elixiren forlænger L i
vet, kommer Fo lk dog i Ligkisten en Gang imellem og
det kan aldrig skade selv i Livets gladeste Momenter,
hvor man nyder Kunstens Mesterværker alligevel at have
sit frem tidige Endeligt for Øje og vide, hvor man skal
henvende s ig , nemlig snarest mulig hos Rostrup, og
det sagde je g til F rits, men han sagde at det passede
alligevel ikke til Sæsonen for det var altfor koldt at
gaa til B egravelser, saa Folk maatte hellere vente med
det til det blev mildere, og det var nu for højt for mig,
men Gud hvad je g vilde have givet til, at Sørensen var
bleven Raadmand og kommen til Paris paa Brostenene!
Men hvor længe var Åbrahams i Paris ?
Og nu er det
forbi og De skal ikke tale videre derom søde Fru
Schrøder, for det var jo egenlig flovt, og nu skal je g
hjem for hele Fam ilien skal en T ur ud til Isfjeldene i
K astrup og drikke Kaffe i den lille Istjeldebod, som
der staar om i Avisen.
Farvel søde Fru Schrøder, og gid
De kunde have faaet Legatet!
et kgl. Theater.
Repertoiret for næste Uge er
f o r e l ø b i g ansat saaledes: Søndag:
L in d o w s P la n e r.
Tantes B ø r n .
Mandag:
F ig a r o s P la n e r, Tantes B r y llu p .
T irsdag:
E v a s B ø r n , L in d o w s Tante.
Onsdag:
L in d o w s
B r y llu p , F ig a ro s Tante.
Torsdag:
L in d o w s E v a , F ig a ro s
B ø r n .
Fredag:
F ig a ro s T antes B ø r n s B r y llu p , E v a
L in d o w s P la n e r.
Lø rd ag:
F ig a ro s B r y llu p s -F la n e r , E v a
L in d o w s T antes B ø r n .
Theaterkatten spinder:
T a n t e s P la n e r . Det er
let nok at være Kat hos en
Enkefrue eller i en rolig F a
milie, hvor man kan ligge
ved Kakkelovnen i sine egne
Tanker! Det er vanskeligere
i en Familie, hvor der er
Børn, som vil kramme, men
der kan man da lange en
Klo ud en Gang imellem ! Men at være kongelig Teater
kat paa aandelig Sulteføde og være Vidne, til at Publikum
bliver maltrakteret med saadan et Repertoire, og saa skulle
krumme Ryg og spinde og snurre og være behagelig, naar
de sætter Koncertmjav efter E v a og ikke en Gang paa
rød Plakat, d e t er anstrængende for Taalmodigheden!
T antes P la n e r
er for Resten lige saa nydeligt og lige saa
sandsynligt og bliver lige saa godt og lidt bedre spillet
og fylder lige saa meget i en sulten Teatermave og er
lige saa net som
P iéc e de rid e a u
og lige saa ubetydeligt
og lige saa lidt værd at gjøre Ophævelser over, som den
Gang det hed
Tantes Id e e r
og blev givet paa Kasino, og
det er rigtig kjønt af A n de rs en og et Venskabsstykke, han
der har bragt til Opførelse lige over for Chefen, at han
har ladt os faa det til Tak, fordi vi overlod ham «Aladdin«
og «En Spurv i Tranedans« og Forkjøbsret til «Dora«
og «Oda P e t e r s e n » .
Men det er det, jeg altid har
sagt.
Det kommer bare an paa et venskabeligt Forhold!
Nu har R o b e r t W a t t overladt os de To, der skrev
„H v e m er h a n ? “ ,
til at lave os et Stykke.
Saa har vi
ingen Nød, naar bare Kjærlighedens Vennekaabe dækker
Syndernes Mangfoldighed.
Lidt GeneralforsamlmasctiroEipe.
D en er der, Generalforsamlingstiden,
Men end er hvert et Regnskab ej i Stand.
For Størstedelen maa en Stund, en liden
Vi vente, fer de samles alle Mand
Med
Tietgen
og den kjære
H ellem a n n ,
Med Fliden og med Spliden og med
Striden;
Men vent nu bare lidt, saa skal vi strax Jer
Fortælle, hvad I faar for Eders Aktier.
Den nordre
S p o rv e j
over Soen, hvor
De muntre Heste langs ad Broen trasker
I fuld Galop trods Politiets Ord
Og begge Fortov lystig overpjasker,
Den Sporvej gaar i et velsignet Spor,
Den, om man saa maa sige, ret sig flasker.
Sin Kapital den stoltelig forrenter
Og afleverer Masser af Procenter.
Se, der var ikke mindste Grund til K lage;
Det Hele var et kjærligt Vennekor
A f Folk, der glæde sig ved gode Dage,
Thi »Sporet« gi’er af Sorger ikke Spor.
Nej, sporenstregs man mele kan sin Kage
Og hente Dividenden, som er stor,
Mens
K la m p e n b o rg s
de stakkels Aktio
nærer
Bevæger sig i mere mørke Sfærer.
Paa Kuranstalten nylig har dens Læge
En Klage over Vandet bragt i Stand.
Enhver, som altsaa der sit Kjød vil spæge
Ved Hjælp af Vandet, rent umulig kan.
Paa Vandanstalten er der intet Vand,
Der kan en tørstig Gane vederkvæge.
Det kommer gjennem Myrejern og Moser,
Forgjæves
N y e g a a rd
Boniteten roser.
Dog saas det af den hele Diskurreren,
A t Lægen traf trods sin aparte Stil.
Der blev en ret gemytlig Debatteren,
Blandt andet om velædle
K irs te n P il,
Til hvem der sendtes mangt et kjærligt
Smil
I Haab om denne Dames Assisteren.
Men Klampenborgerne forgjæves titter
Vist efter Jomfru Kirsten Pils Visitter.
Forgjæves de Ulykkelige haaber,
At Kirsten Pil skal finde til dem Vej;
Forgjæves alle Badegjæster maaber —
Den ædle Jomfru siger stadig: N ej!
Forgjæves efter Kildevand man raaber —
«Min Fa’er,« hun svarer, «siger: Je g
maa e j!»
• Min F a ’er« — det er den gamle Over-
førster,
Som véd, at der er andre Folk, der tørster.
Forgjæves Aktionærerne nu sukker;
At Vandet bliver dyrt, er dem bekjendt.
Forgjæves alle «Hellemænd« de mukker
Ved Tanken om formindskede Procent;
I Fald de ikke snarést mulig lukker
For Pengepungen op, saa vil omtrent
Den hele Vandanstalt — hvor rent for
bandet —
A f Brist paa Vand til sidst gaa selv i
Vandet.
De andre Generalforsamlingsmøder
Er endnu ikke kommet ret i Gang.
Hr.
Tietgen,
denne Atlas mellem Jøder,
Som Børsen flot paa sine Skuldre svang,
Hvis maleriske Snille A lt forsøder,
E r endnu ikke ret ved Sternmeklang,
Hr.
Tietgen,
hvem vi for hans store Evner
Som
„D a n m a rk s m a lerisk e A tla s “
nævner!