66 / 425
58
Fra det hedenske Hus.
_ Lens V int’ren raser ud paa vore Sletter,
Og ingen Vaarsol Mark og Skov opliver,
I F o l k e t i n g e t Ævret man opgiver;
E t snarligt Foraar det just ej forjætter.
Det varer længe, inden Taagen letter
Og Driverne deroppe smeltet bliver.
— Med R e t s r e f o rm er Tiden man fordriver
Til Trøst for Over- som for Under-Retter.
D og Tinget alt for meget fabrikerer, -
Som slet og ret er slet og ikke ret
Til, at dets Retsbevidsthed os duperer.
Nej, bliver d e r af Folke-Ret man mæt,
Og
T
a u b e r
faar sin Liv-Ret uden Hinder,
Saa maa man ikke vente mer i Vinter.
'og kan med god Bevidsthed Venstre melde
Til hver og en, som Tillid vil det skjænke,
A t om det, R e t t e n stundom ses at krænke,
Vil B i l l i g h e d som Grundlov for det gjælde.
Som Vidnesbyrd herom det kan fortælle,
Hvor b i l l i g t visse af dem kunde tænke
A t slippe for Pension til
B
e r g g r e e n s
Enkel
— Spørg bare
N
i e l s e n
, D
ø n n e r g a a r d
og
S
c h e l d e
!
Den halve Sum for mer end nok de antog;
— Det var Musikens Pris de Herrer anslog
Som en Akkord fra Sparsomhedsmoralen.
Det klang som Gravsang for Humaniteten,
Hvor
D
ø n n e r g a a r d
og
N
i e l s e n
sang Koralen,
Og
S
c h e l d e
blæste fromt paa Glastrempeten.
Morgengnavet.
(Eventyr frit efter H. C. A n d e r s e n s
„ E lv e r h ø i“ ).
Der leb saa vims nogle smaa Sorte ad og ind paa
D a a sa vise n s
Kontor; de kande godt forstaa hverandre, for
de talte Dassavis-Sproget.
•Nej, hvor det ramler og brumler i det gamle Morgen
gnav,« sagde
L — o ;
»jeg har for det Spektakel na ikke i
to Nætter lakket mine Øjne, jeg kande lige saa godt ligge
og læse i mine egne Kritiker, for saa sover jeg heller ikke.«
•Der er Noget paa Færde derinde!« sagde
C aen.
»Der
bliver ordenlig loftet ud efter
H o lstein
og
A lb e rti, og
Negerne har lært nye Drachmannské Balladeviser, hvor der
trampes i.
Der er Noget paa Færde!*
•Ja , jeg har talt med
F ro st,*
sagde
F lâ n e u r ,
»Frost kom
lige fra Morgengnavet, hvor ban har ligget og rodet i Spal
terne; han havde hert en hel Del, forstaa Noget kan han jo
ikke, det stakkels Skind, men fele sig for og here efter, det
forstaar han. De venter Fremmede i Morgengnavet, fornemme
Fremmede, men hvem vilde Frost ikke sige, eller han vidste
det nok ikke.
Alle Medarbejderne er tilsagte til at staa
en h a ie
paa Hovedet, med Benene i Vejret, og gamle I.
A. Hansens Grandlovsfortolkninger, som de har liggende
oppe paa Loftet, bliver tagne ned og polerede og stillede
ud i Maaneskin. For de taaler ikke Dagslyset.«
• Hvem kan dog de Fremmede være?« sagde alle de
smaa Sorte.
«Hvad mon der er paa Fæ rde?
Her, hvor
det summer! hør hvor det brummer
1
»
I det samme aabnede
M o rgen gn avet
sine Spalter, og
en gammel Nigger, bledhjernet var han, men ellers meget
anstændig klædt paa, kom trippende ud, det var
H ø ru p s
Livnigger, han kaldte sig selv Bedakter, det var na h a n s
Fornøjelse.
Benene gik meget flinke paa ham. T rip ! Trap!
Træsko! hille den, hvor han kande trippe og lige over i
U de og H jem m e
til
B o rc h sen iu sl
•De bliver inviteret til Gilde og det i Nat,« sagde
han, «men vil De ikke først gjere os en stor Tjeneste at
tage Dem af Indbydelserne! Gavn maa De gjere, da De
ikke
6
elv befatter Dem med Politik.
V i faar nogle hej-
fornemme Fremmede, Hjerte-Folk, der have Noget at sige,
og derfor vil
H ø ru p
selv holde Festtalen I«
•Hvem skal indbydes?« spurgte
B o rch sen iu s.
•J a til det store Bal kan Alverden komme, selv dan
nede Mennesker, naar de bare kan tale grundtvigiansk eller
gjere saadan en lille Smule af, hvad der falder i vor Art.
Men til det første Gilde skal der være strengt Udvalg, vi
vil kan bave de Allerradikaleste. Je g bar
6
tridt med
H ø
rup-,
thi jeg holder for, vi fcanne ikke en Gang have »Ud-
traadte« med.
S ch eld e
og
J e n s B u s k
maa først inviteres,
de holder vel ikke meget af at komme paa det Tørre, de
er vante til det vaade Elem ent; men de skal nok faa en
Rigsdagstidende at sidde paa eller noget endnu mere van
det, og saa tænker jeg, de siger ikke af for denne Gang.
Alle gamle Radikale af første Klasse med Hale, Skolelæ
rerne og Seminaristerne maa vi have, og saa tænker jeg,
at vi kan ikke forbigaa
F is c h e r
og
H o stru p ,
de hører jo
rigtignok med til Gejstligheden, som ikke er af voreses
Folk, men det er nu deres Embede, de er os nær i Fa
milie og de gjør stadig Visiter.«