70 / 425
62
Dass-a-Viser.
(Stadier fra
O jelleru p s
og
D ra c h m a n n s
Lejr.)
Ja , rigtigt, det hændtes forleden D agi
Der havde fornylig været Slag
I Frikadellen, og Enden paa Legen
Var Hævelse bleven i Bolledejgen.
N a sad Orlogskongen rolig paa Valen
Og tørrede Blodet af Dyrendalen,
T h i P l o u g og hans Venner var slagne ihjel;
Dem skete kan simpel Ret og Skjel.
De fældede laa paa deres Gjerninger
Og havde ej mere, de skolde ha’e sagt,
De Sorte smaa sad ved Trosset paa Vagt
Og spillede, som det sig sommer for ægte
• Pappenheiraere» og »Landsknægte«,
Om Bjørnens Hud et reelt Siag Tærninger.
Og mangen en skammende, velfyldt Boateille
Med Dødsforagt ind ander Vesten stak man
Ogsang: »Der varen Gang en tapper Drachmann!«
Og medens Trandunken, det blegnæbed*Skind,
I Drømme om Fyrrerne blidt slumred" ind,
Da var det, at Tambourdrengen kom,
Og paa sin Tromme, der hul er og tom,
Han slog for det unge Danmark Reveille.
*
*
*
• Hejsal« raabte han, «1 er nok glade!
H arllagted ers «Panser» ogslaaeten »Plade»?
Har I hængt Manddrabsværktøjet hen
Og glemmer, »de Døde« kan gaa igjen?
At ignorere K a r l P l o u g I fordrister
Je r Hl, og mener, det kan gaa an.
A t lade ham slippe saa let, som hin Mand,
Der ved Jeriko faldt iblandt »Realister«.
Nej, I maa bestandig have for Øje,
A t «de Døde« har ikke Lov til at spøge!
Det bliver en dyr Spøg for vort Parti,
Hvis ikke de bliver forhindret deri.
Derfor maa vi •— den Ting er forud givet —
Dem ramme forsvarlige Pæle i Livet.
Om i Romantikkens Liggende-Fæ
Skal nedrammes Pæle af Jern eller Træ,
Om muligvis mine Trommestikker
Vil stikke den drachmannske faste «Stok*
Og ere som Pæle forsvarlige nok,
Det er deri, at Spørgsmaalets Kjærne ligger.
Derfor maa ej Nogen, søvnig og dvask
Slaa her sig til Ro, men — — — •
— — — — —
Da kom der et Plask
Fra Orlogskongen, som uformodet
En kold Spand Rirabrev ham slog over Ho’ det.
Det tog paa den stakkels Tambourknøs,
Saa han barared’ igjen paa Trommen løs.
Med en Kalveskinds-Ode til Spaltefede
Han dassaviselig sluttede Brevene,
Som skjøndt de vare til Gru for de levende.
Dog bleve til evig Grin for »de Døde».
— Ja , det var, hvad mellem ham passered’
Og den t a a r n h ø jeLan sknæ gti Vinterkvarteret.
Morgengnavet.
(Fortsat fra Pag. 59.).
Og saa gik de ind i
M o rgen gn avet,
fy,vor der rigtig
nok var fint Selskab, og det i en Hast, saa man skulde
tro, de var blæste sammen, og nydelig og net var det ind
rettet for Enhver.
Folketingsmændene sad til Bords paa
gamle Udvalgsbetænkninger; de sagde, de vare ligesom de
vare hjemme.
Alle holdt de Bordskik, undtagen
D ra c h
m a n n
og
S ch a n d o rp h ,
de lagde Benene op paa Bordet, men
de trode nu, at Alting klædte dem.
• Versfødderne af Fadet!« sagde gamle
C hresten,
og saa
lystrede de, men de gjorde det ikke ligestrax. Deres B ord
dame kildrede de med tørrede Grisehaler, som de havde
med i Lommerne, og saa trak de deres Støvler af for at
sidde mageligere og gav hende Støvlerne at holde, men
Faderen, den gamle
B o g ø -K o n g e ,
han var rigtig nok ganske
anderledes, han fortalte saa dejlig om Finanslovnægtelser
og Ministerstormløb, om Vælgermøder og Krotaler, han
fortalte om gamle
I . A . H a n sen
og om Brandkassen, der
ingen Bund havde, og om
Follcegave,
som Sparekassen be
talte, og han fortalte om
Leth,
der slog Kuldbøtter, naar
Z a h le
spillede paa Guldharpe.
Han fortalte om Glarme
steren i Korsør, som Højre tog Livet af, og om
T a uber,
der kunde spise som ti Andre, og om Embedsmændene,
som slet ikke kunde spise Noget, for de fik ingen Ting.
Jo han kunde snakke, det var ligesom Savmøller, der gik,
som Højskole-Karle og - Piger, der sang Eja-Sange og dan
sede Runddanse.
Hussa! lige med Et gav
B o g ø -K o n g e n
H ø ru p
et Morbroder-Dask i Ryggen, det var et rigtigt
Folke-Dask, og
H ø ru p
var dog slet ikke Grundtvigianer.
Nu maatte Medarbejderne danse og det baade simpelt
og det med at trampe, og det klædte dem godt, saa kom
Kunstdansen eller som den kaldtes, «den vestindianske
Niggerdans«.
Hille den, hvor de kundestrække Ben! Man
vidste ikke, hvad der var Arme og hvad der var Ben, det
gik imellem hinanden ligesom Savspaaner, og saa snurrede
de rundt, saa
B a je r
fik Ondt og maatte gaa fra Bordet.
»Prrr!» sagde
B o g ø -K o n g e n
, »det er Kommers med
Bentøjet! Men hvad kan de mere end snakke Sort, staa
paa Hovedet og gjøre Hvirvelvind?»
•Det skal Du faa at vide,» sagde
H ø ru p ,
og saa
kaldte han den unge
S v o v ls y re -A lb e rti
frem; han tog en
hvid Pind i Munden, saa var han rent borte, det var hans
Kunst.
Men
B o g ø -K o n g e n
sagde, at den Kunst kunde han
ikke lide i Bit Parti, og han trode heller ikke, Aktionærerne
holdt af den.
Den Anden kunde gaa ved Siden af sig selv, ligesom
han havde en Skygge af Selvkritik, og det har nu Venstre
folk ikke.
Den Tredie var af et ganske andet Slags.
Han kunde