71 / 425
63
en almindelige O ran d e s -Jts-
surance
til g je n -IJs id ig
u-W
dødeligheds-Forsikring for realistiske
Varer og Effekt anbefaler sig i det
ærede Publikums velvillige Erindring.
— Selskabet garanterer, mod gjensidig
Velvillie, sine Interessenter en Plads
i Rangforordningens
første
K lasse
imellem Verdens største Aander, og
da det har Forbindelser og A genturer
saavel i B e r l i n som i andre a f E v -
ropas større Hovedstæder, ser det sig
i Stand til fuldstændig at sikre sine
Medlemmer en evropæisk Berømmelse
af bedste Bonitet. — Hoved-Agenturet
her paaPladsen e r i T o r d e n s k r a l d s -
g a d e 2 8 , Stuen over Gaarden, aaben
fra K l. 9 — 6, hvor Planer og Anbe
falinger ere til Eftersyn for Lysthavende.
E
ifter sechert Forlydende paatænker
Sangeren
H o lg er D ra c h m a n n
at
pskjænke sin af Digteren
K a r l G je lle
ru p
besungne »Stok« til de danske
Kongers kronologiske Samling paa Rosen
borg, for at den samme Steds opbevarede
Stok, der har tilhørt en anden Orlogs-
konge kan faa det Sidestykke fra Tre-
foldighedskanonen, som den saa længe
forgjæves har maattet vente paa.
Jernbane
Galop.
Dei er en Bane ved S te ven s Klint,
— Tror du m ig? —
Hvor snart for langsomt, snart for gesvindt
— Tror du mig, ja, tror du mig —
Befordring man
S ig vente kan.
Naar Sneen hviler paa Banens Jord,
— Tror du mig, —
A f Hastværk Toget har slet ikke Spor,
— Tror du mig, ja, tror du mig —
Men venter der
Paa bedre Vejr.
Dog Stilstand er ingen Banemands Fag,
— Tror du mig, —
Naar Passagererne blot skyder bag,
— Tror du mig, ja, tror du mig, —
Saa faar man dem
Besørget hjem.
Men bli’er det Tøvejr, tænk hvilken Fryd,
— Tror du m ig? —
Saa faar strax Piben en anden L y d ;
Men tro blot ej, nej, tro blot ej,
A t Fløjtens Klang
Fra Damp udsprang.
Man uden Lokomotiv eller Hest
— Tror du mig —
L a ’er Toget rulle, som det kan bedst,
— Tror du mig, ja, tror du mig —
Saa flyver det
Som en Raket.
Og Passagerer man mangler ej her,
— Tror du mig —
A f Toget bliver befordret enhver
— Tror du mig, ja tror du migi
Paa Ho’det ud
I Sne og Slud.
Men kan ej bedre Befordring de faa,
— Tror du m ig! —
Den bitre F a x e - Ka l k tømme de maa,
— Tror du mig, ja tror du mig,
A t Bane-Saar
De Stakler faar.
regne ud, hvor meget
mau kunde knibe paa Embeds-
mændene og dog faa Arbejde ud af dem, og hvor store
Rejsediæter man kunde skrive paa Regning til Formanden
for sig selv.
•D et var en Mand for Tauber!» sagde
C hresten
, og
saa spændte han sit Mundlær fastere, for han vilde ikke
tale alt for meget.
Nu kom den Fjerde.
Han havde en stor Klokke til
at ringe med, og da han ringede ferste Gang, løftede
Alle det venstre Ben, for Venstrefolk ere kejtbenede, og
da han ringede anden Gang, maatte Alle gjøre, hvad han
vilde.
•J a lur mig Birkedommeren !• sagde
B o g ø -K o n g e n ,
men
D ra ch m a n n
og
S ch a n d o rp h
gik over i
D a ss-A v isen ,
for nn vare de kjede af det.
• Men hvad kan den lille
G je lle ru p ? » spurgte Chresten.
•Je g har lært at holde af de Radikale,» sagde han,
•aldrig fæster je g mig bort uden til en Radikal.»
Men den mindste af Niggerungerne hviskede til
C hresten:
«Det er, fordi han har hørt, at naar
S c a v en iu s
en Gang gaar, faar vi en radikal Kultusminister, og saa
vil han søge om Digtergage.»
• Ho! Hol*
sagde
B o g ø -K o n g en ,
«slap det derud,
Men hvad kan den Syvende og Sidste?»
•Den Sjette kommer før den Syvende!» sagde
H ø ru p ,
for han kunde regne — meget bedre end gamle
B a lth a z a r,
men den Sjette vilde ikke komme, for han var i
B e r lin .
•Je g kan kun skrive Kritiker!» sagde han, »mig vil Ingen
gjøre til Professor, og jeg har nok at gjøre med at flikke
paa min egen Martyrglorie.*
Nu kom den Syvende og Sidste, og hvad kunde han ?
Ja ban kunde aflægge Ed og det efter alle mulige Tros-
bekjendelser.
• Her er mine fem Fingre!»
sagde
B o gø -K o n g en .
•L a v en Edsformular for hver af dem!*
Og
E e d v a r d
tog
ham om Haandledet
og
begyndte at sværge, men da han
kom til »Langemand,« sagde
B e r g :
• Langemand! — Langeland! Hold fast, hvad du har!
Kredsen er din! D ig vil jeg selv have til Ven.»
Og
E e d v a r d
sagde, at der var endnu tilbage at sværge
ved »Verdenshistorien« og ved »Logos*. — »Dem skal vi
have til Vinter,,« sagde
B o g ø -K o n g e n ;
»men hvor ere
Gutterne?*
Ja hvor vare Gutterne? De løb omkring paa Gaden
og strittede Smaasten efter Grundtvigianerne, der kom saa
pænt for at stemme paa
B ra n d e s .
• E r det at føjte om?» sagde
B o g ø -K o n g en .
»Nu har
jeg taget en Folketingsmand til Eder, nu kunde I skalfe
ham en Taburet!«
Men Gutterne sagde, at de vilde helst holde Tale og
skrive Vers, Rigsdagsvrøvl havde de de ikke L yst til, og
saa holdt de Tale og skrev Vers, trak saa Kjolerne af og
lagde sig paa Bordet for at sove, for de generede sig
ikke.
Men
B o g ø -K o n g en
byttede Støvler med
E e d v a r d
,
for de passede Fodtøj, og saa dansede de rundt med hin
anden
o g
sang »Eja!«
• Nu kommer
F lo u g !•
sagde «Redaktøren», som holdt
Vagt.
«Nu er det bedst at lukke Skodderne, at
P u n c h
ikke
ser os, for saa kommer vi i Bladet paa Torsdag!»
Og saa gik
M orgen gn avet
i Trykkeriet. Men udenfor
sprang de smaa Sorte ud og ind af
D a s s -A v is e n s
Kontor,
og den ene sagde til den anden:
•Je g kan s’gu godt lide den gamle Bogø-Konge.»
•Je g holder nu mere af
D ra ch m a n n ,*
sagde
F ro st,
men
han havde nu ikke bedre Forstand, det sølle Skrog.