S_Punch_1881

P \ i m h r e v e

til

Fætter Kristian i Nykjøbina.

Å ,

v w

y '

jæ re F æ tte r! Det blev L o g n :

T o en , som je g sidst D ig lo ved

V a r ed' ikke m ange D ogn ;

A lt fo r m eget der jeg vo v ed,

Sk am fu ld bojer je g m il H o ved ,

H verk en H e llig eller Sogn

S k a l je g m ere

P ro fe te re

E lle r Optim ist agere,

N a a r en V estenvind ved F lø jtn

Blot begyn der at rum stere

B liv e r m an saa let i Sin d,

L a d e r det

—

i T an ken

—

regne

S p a n d e ned og a lle Vegne

S y n es det til V a a r at tegn e

So len s Sk in

L u k k er F o ra a rsta n k er in d

H v a d blev saa det H e le?

V in d !

M en i D ag v il je g p ro b ere

F a k ta kun at referere.

F a k t a !

—

rigtig terre, n ø g n e!

D em , man, hvis m an ej er b lin d.

S e r tned sine egne Ø jn e,

—

S k a l

D ag m in P en reg ere,

ik ke Drøm og H jernespind,

F ak tum 1 ■.

V i ligger stille.

K a n e j komm e ud a f Stedet,

Om v i nok saa gjern e v ild e,

H a n e fje d e l

E j en G a n g vi a va n cere.

N ej,

ligger her som sm edet

F a s t m ed a lle K lu d e strogne,

Rendt p a a G ru n d p a a V røvlets S tra n d .

F aktum 2 : H v is N ogen kan

N æ re sig m ed B r o d og V an d

Og a f V enstres F lo skelk ild c

Slu kke Sa vn ets hede B r a n d ,

S a a er han

Lie'som skabt til E m b e d s m a n d

;

Og hvis N ogen er i S ia n d

T il n a ivt sig at in db ild e,

At de F o lk , som E je r boldt spille

M ed h ver Sa g i D anm arks L a n d ,

Tæ nke p a a en G an g at skille

Ud a f V aasets G lim m ersa n d

B lo t et lille

G u ld ko rn , kun et uselt G ja n ,

S a a er han

Stæ rk i T ro en og han du er

B r illa n t til E m b e d s m a n d .

Faktum 3 :

At fan ge F lu e r

Regnes fo r en grusom Sport,

D en. der gjo r det, h an dler ild e ;

M en at drille

Og i D age og i Uger

N a rre , p la g e , æ rgre, p in e

S ta k le r, som p a a L a b ben suger,

D em , hvem S a v n og M a n gel k u e r,

D em , iorn G ja ld og A rm o d truer,

S om m ed G agen kom til kort,

Og m ed den B evid sth ed trine

H v e r D ag in d i U dvalgsstuer,

H vo r m a n d riv e r T id en bort,

Sk jo r dt m an m,ed dybsindig M ine

L a d er, som m an g i‘er den fine

D iplom at

—

se det er h a a rd t!

H a a rd t — j a væ rre, det er dum t,

Dumt at ægge

D em , der trække

Vøgnen m ed de, tunge Sæ kke,

D um i, p leb ejisk , ra a t og grum t,

G rum t at lægge

A aget tungt p a a deres N akke,

B lo t fo rd i de m a a til Takke

T age med, h va d m an v il række

D em , og ba re lystre stum t.

F a k tu m !

—

dog det g jo r ej G a vn

N u om den T in g m er at snakke

Og at m indes den S la g s F a k t a ;

Dem m an læ gger helst

ad acta

den g lade F a s te la v n ,

B o rt fr a Sn ak om N o d og S a v n !

E r her trist i K jeb en h a v n ,

Sige vi

—

som C æ s a r

— jacta

Alea est !

og K u rse n ven de

T il B e r l i n , h vo r nu de tænde

H ym en s glade B ru d eb lu s.

D er er F r y d , ja tiden E n de,

D er er F o lk i bedsle P u d s,

G la d e B ry llu p sg ra tu la n ter,

F o lk m ed K o rs og E lefa n ter,

P ie n ip oten tiår ius

S tra a te n d e a f D iam a n ter',

B ru den s F æ d re n a v n v i k jen d er

A ltfo r vel og d e rfo r sen der

Vi nu kun

—

P rin s J u l i u s .

H a n og B h 'a n d e s er ved S p res

D anm arks to R epræ sen tan ter,

Og de modes jo m aaske

T il So u p er.

N ys p a a Slottet jo

■>d e r G r e i s e «

Ved en «The«

S p ille d e

»N ath an der W eise«.

F æ tter je g ga d næ sten rojse

T il B e r l i n blot fo r at se

K e jse re n

— .»das alte Degen*

H visk e fa d e rlig

»ganzleise«

—

N a a r han ve d P ræ sen tatio n

F æ ster B lik k et p a a v o r egen

G e o r g s bukkende P erso n

—

■>Guten Abend. lieber Sohn!

Welch ein Wendung! Gottes Segen!

Gottes Segen — ja b e i C o h n ! »

Paa Skøjter.

Efter Bestemmelsen skulde

den af

P u n c h ’s

Skejteløberfore-

ning foranstaltede Væddeløbsfest

finde Sted igaar ved Isbjergene

paa K astru p, og vi begav os

derfor ud paa Christianshavn»

Torv, steg op i eri med ei. Par

vælige Kastrubbere

forspændt

C h a r-å -b a n c

og efter en lialv Times Istransport naaede

vi derud.

Isen havde vel om Natten gjort Skrue, men

tii sidst var det dog lykkedes ved en istapper Optræden af

Komiteen at faa Banen isoleret, og der havde indfundet

sig saa mange Tilskuere, som Isen kunde bære. Midt paa

Banen var der rejet et Ishus for Musikken, medens Dom

merne havde Plads i en Isenbod lige overfor. Kl. 3 skulde

Lebene begynde, Musikken havde allerede i Forvejen spillet:

»Langt højere Bjerge saa hvide paa Jord», og præcis paa

Isslaget erklærede

P u n ch

Isrenden for aaben.