S_Punch_1881

F ø r s t e L ø b :

H u rtig lø b f o r H e r r e r , u d fø rt a f

M ed lem m er a f den kjøbenh avnske P resse.

Præmien be

stod af et større Antal Abonnementsbilletter til April Kvar

tal, og da det jo gjaldt om at komme først til Mølle,

havde Løbet for saa vidt Nyhedernes Interesse. I lang Tid

var Redaktør

H jo rt-L o ren tz en

første Mand, men efter-

baanden sakkede han agter ud, og først vandt Red.

Topsøe

ind paa ham og kom snart langt forud for ham, og til sidst

lod endogsaa Red.

M a n ien s

ham langt tilbage.

Nogle

mente, at dette skyldtes Overanstrengelse

hos

H jo rt-

L o ren tzen

ved at løbe to Gange om Dagen, baade Morgen

og Atten, medens Andre mente, at det var hans Søndags

barn

H erm a n ,

som hindrede ham i at vinde Terrain.

G arstensen

W u lff

blev distancerede, da de strax i

Løbets Begyndelse var bievne saaledes indfiltrede i hin

anden, at de ikke kunde komme klar af hverandre.

Musikkenspillede nu: »Hvor de hvide Hebræer skinne«

og a n d e t L ø b :

H u rtig lø b f o r D re n g e

tog sin Begyn

delse.

Det var morsomt at se, hvorledes de smaa Sorte,

som alle var fra den frie Skole paa Trinitatis Kirkeplads,

sagte at efterligne deres store Kollegaer i at blive første

Sprøjte; men de naaede ikke deres For-Billeders Godhed

og Elegance, og deres Tendens til at løbe til Venstre hin

drede dem ogsaa i at komme frem, hvorfor ingen af dem

opnaaede hæderlig Omtale.

Umiddelbart herefter ringede Formanden med sin

Klokke, Ministrene, som skulde være Dommere, indtog

deres Sæde, og de Medlemmer af det forenede Venstre,

der skude optræde i t r e d i e L ø b :

K u n stfæ rd ig h ed slø b ,

traadte frem. Løbet syntes nærmest at gaa ud paa at

vise, hvor mange Omveje man kunde gaa og hvor mange

Bugter man kunde slaa uden dog at naa Maalet.

Heri

var

H o lstein -L ed reb o rg

ubetinget Nummer Et.

Med en

ualmindelig Smidighed og virkelig Elegance gjorde han

de mest overraskende Svingninger snart til den ene og

snart til den »nden Side, og med en sjelden Ugenerthed

satte han over alle Forhindringer.

H ø ru p ,

som blev Nr.

To, kunde godt hamle op med ham i Ugenerthed, men

savnede i hej Grad Elegancen.

E e r g

kunde ikke komme

med, skjøndt han dog var vant til at bevæge sig paa

Glatis, men slog den ene ufrivillige Kuldbøtte efter den

anden, og det var ikke hans Skyld, at han ikke faldt

igjennem.

Derpaa producerede sig en Del højere og lavere Em -

bedsmænd i f j e r d e L ø b :

B a g læ n g slø b ,

og viste en for

bavsende Færdighed i ikke at komme paa Knæerne, skjøndt

det stadig gik tilbage for dem, en Færdighed, som øjen

synlig var erhvervet gjennem en aarelang øvelse.

Præmien

var et Normal-Dyrtidstillæg, men uddeltes ikke til nogen

af de Deltagende paa Grund af Uenighed mellem Dom

merne.

Med ualmindelig fin Takt udførte Musikken under

dette Løb: »Den Gang led Standen ingen Trang, nu maa

den betle mangen Gang».

Det sidste Løb var

D am ern es L ø b .

Pastor

H ostru p,

som førte Fru

E v a ,

kom først og fik saaledes Præmien,

der bestod af

Theaterplader. Løbet tog sig ganske godt

ud fra Tilskuerpladsen, skjøndt Kjendere mente, at det var

altfor langtrukkent, og tvivlede om, at Fruen kunde holde

ud i Længden.

Andet Par blev Theaterdirektor

A n d ersen ,

som førte

F r u f r u O da D o ra L a rs e n Petersen-,

da hun

ikke løb ens hver Gang, foreslog Kritiken, at det kgl.

Theater skulde engagere hende, da hun formentlig derved

vilde give den stærkt savnede Afvexling i Repertoiret. Det

tredje Par var Kammerherre

F a llesen ,

som førte

S a ra h

B e rn h a rd t

og strax tog Teten og begejstrede Publikum

ved den uvante franske Methode at løbe paa, men de andre

to Par fik hurtig Publikum til at glemme dem, især da

Kunstnerindens Adrienne faldt det lovlig svær.

Levnelsmidlertidige Foranstaltninger.

(Hvad Z a h l e ’ n sang.)

L a d den skrantende Minister,

Fuld af bare Politik,

Rode om i alt Slags Klister

For at finde Arsenik,

Samt om Kjodfars, Fedt, og Ister

Propert bli’er til Salgs frembudt,

Eller om i Folks Medister-

Pølser blandes Rottekrudt.

Lad os blot ej være gale

Med Kontroldom her til Lands;

Sligt vi trygt kan anbefale

Vælgerfolkets sunde Sans;

Det fovstaar halvkvædet Tale,

Og i Alt det gaar til Bunds,

Selv i Vers af Skjalden Z a h l e

Kan det finde Mad for Mons.

Vælgerfolket er ej Sinker.

Det har vist sig som probat:

Gjennem radikale Sminker

Lugter aet en Moderat,

Og dei véd, naar Selvros stinker,

M o rgen g n avet

er paa V e j;

Skulde det ej

se,

om Skinker

Er trikinfri eller ej!

Om et Folk, hvorom der meldes,

At det har en medfødt Smag,

Og som har ved mangen Fælles-

Spisning tjent den gode Sag,

Som fra T a u b e r s Kreds til S c h e l d e s

Nok af vaadt og tørt har haft,

Bør i Sandhed ej fortælles,

At det mangler Dømmekraft.

Og et Folk, soin uden Møje

Svovelsyre selv har slugt,

Ja, som daglig har for Oje

M orgengn avets

Spaltefrugt,

Som endnu sig kan fornøje

Over Landets KjævJ og Kiv,

Sligt et Folk kan Alt fordøje

Uden Fare for sit Liv.

Nej, lad Højre bare fnyse

Imod os og vort Princip,

Det har sagtens Grund at gyse,

Som paa Folke-Dom gav Slip.

Vi har komisk Analyse

Ved hver Omgang, som man véd,

Og med Hvidløg til Gemyse

Glider al Ting herlig ned!