53 / 297
38
stillede; i Stedet for det smaaligt krusede, uroligt krusende,
heftigt flagrende, oftest koket og raffineret behandlede
Klædebon forlangte han s i m p e l t , r o l i g t og d j æ r v t
F o l d e k a s t i D r a p e r i e t ; han vilde ikke tilstede den i
de Dage saa almindelige Stræben efter a t m a l e i Mar
moret, efter at optage et malerisk Element i Billedhugger
kunsten, men f o r d r e d e , a t h v e r a f de to K u n s t e r
s ku l d e h o l d e s i g p a a s i ne e gne E n e m æ r k e r , og
endelig forlangte han i Stedet for den sædvanlige Over-
læsselse i dekorativ Henseende s t r e n g S p a r s o m m e l i g
h e d i A n b r i n g e l s e n a f P r y d e l s e r og A t t r i b u t e r ,
der kun henlede Opmærksomheden fra det væsentlige til
det uvæsentlige og vanskeliggjøre Forstaaelsen a f det hele.
Disse „köstliche Grundstellen“ (Goethe) er det bedste
og væsentligste af Winckelmanns Dresdner - Skrift „G e
danken über die Nachahmung der griechischen Werke“
(Leipzig og Dresden 1754), og indbefatte i Korthed de
betydningsfuldeste af de Fordringer, som den store Kunst
filosof stillede til Skulpturen. Andre Partier af den nævnte
Bog ere derimod mindre tilfredsstillende, saaledes svarer
hele Slutningen, om Allegorier, — som C a y l u s allerede
havde erklæret sig imod, — under hvilket Begreb Winckel-
mann rigtig nok indbefatter hele Mythologien — , ingen
lunde til det foregaaende.
Ogsaa hans senere „Versuche
einer Allegorie, besonders für die Kunst, 1764 “ , lader en
Del tilbage at ønske. Ikke desto mindre indeholder hans
Dresdner Bog, den første, han offentliggjorde, som H e r d e r
siger „einen reichen Keim alles dessen, was Winckelmann
nachher in seinen Werken entwickelt hat.“
Wiedewelt var, hvad der efter den nys givne Skildring
a f Vennernes Samliv i Bom og deres senere nøje og inder
lige Udvexhng a f Tanker og Ideer ikke kan forundre
nogen, en a f de Mænd, som først og fuldstændigst gjorde
den store lærdes reformatoriske Ideer til sine egne og fra
Theorien stræbte at føre dem ud i Praxis. Og hvor var
det vel muligt andet, end at en klart og sundt dømmende
Kunstner med et ingenlunde ubetydeligt Talent og en