EfterretnOmJohannesWiedewelt

56 / 297

41
Konsten, den som hældig kan thone disse Strenge, behøver
liden Hiælp a f Attributa“ x).
Som man ser, slutter Wiedewelts lille Bog sig paa det
nøjeste til Winckelmanns Dresdner.Skrift, som han paa
sine Steder saa godt som ordret gjengiver. Men skjønt de
kunstneriske Grundsætninger, han i sin Bog opstiller, i
saa mange Henseender ere sande og almengyldige, bør det
dog ikke fordølges, at Wiedewelt stundom ogsaa overrasker
Læseren med Smagløsheder og Vildfarelser. Han deler
Winckelmanns ubetingede Beundring af Ideen og Kompo­
sitionen i R u b e n s ’ og L e b r u n s allegoriske Malerier, han
hylder, lige som sin Ven, den Vildfarelse, at man kan
samle en idealsk Skikkelse stykkevis sammen af Katuren,
han mener, at Kunsten er i Stand til at frembringe en
Skabning, som Naturen ikke kan naa, han siger: „ . . . den
gode Architecture (o: Renaissencens) kom frem, den Go-
tkiske Smag, som havde vanskabt (!) og oversvømmed Eu­
ropa,, blev forkast .. . . “ 2), — han vil iblandt et kongeligt
Slots Dekorationer have „Zirater, som kunde hentydes paa
en u-indskrænket Magtes Regiering“ 3), og i et Landhus
„et Kammer, som forestiller en u n d e r j o r d i s k Huu l e ,
hvorudi findes Pythagoras, studerende paa et Geometrisk
Problema“ 4), osv.
Hvad vi i øvrigt have at meddele om Wiedewelts
Ophold i Rom er ikke meget. A f hans Optegnelser vide
vi, at han, lige som i den sidste Tid af sit Ophold i Paris,
optraadte som selvstændig Kunstner, — nicht conditionirte*'),
’) I øvrigt lader W iedew elt Salys uom tvistelige Genie vederfares
al Æ re: „Frederic YStatue bliver sin Autor et udødeligt Minde,
. . . . en Statue som Triumpherer m it imellem en Chirardon , en
Coiecevæux (Coysevox), en Bouchardon, en Pigall osv.“ Mskpt.
111, 1, 1.
2) Tanker om Smagen, Side 7.
3) S. St., S. 11.
4) S. St., S. 12. — E ck: nord. Bl., 38, Busching, 278, Hennings, 97 f,
om tale W iedew elts lille Bog i yderst hædrende Udtryk.
s) Mskpt. 1396, n.