54 / 297
39
frisk, u fordæ rvet N a tu r, som paa sin ene Side saa P i g a le ,
le M o in e og C o u s t o u , Dekadencens dybeste Punkter i
naturalistisk og i maniereret idealistisk Retning, og paa
den anden Side W i n c k e lm a n n og en n y R e n a is s a n c e ,
skulde kunne undlade for bestandigt at b ryde med hine
og sværge til disses Fane !
Winckelmanns Paavirkning kan i større eller mindre
Grad spores i alle Wiedewelts Værker, mindst dog i de
faa Statuer, som Tiden og Elementerne have levnet os.
Hvad der endog i det enkelte og i det hele kan være at
udsætte paa disse Værker, — hvorom senere, — saa er
det dog umiskjendelig en ganske anden Aand end Coustou
og hans Skoles, som har besjælet den, der skabte Dø d e n s
G e n i u s 1) og de t s ø r g e n d e D a nm a r k p a a F r e
d e r i k Vs G r a v , disse skjønne, ædle og kyske Skikkel
ser, i al deres plastiske Ro fulde af kraftig Karakteristik,
som Samtiden saa højt beundrede, og som vore Dage
næppe vurdere efter Fortjeneste. Ikke mindst i Wiedewelts
monumentale Arbejder træder Winckelmanns Indflydelse
og Studiet a f den antike Kunst umiskjendelig frem: Stilen
er ren, ædel og konsekvent gjennemført, Forholdene skjønne
og harmoniske, Opfindelsen, paa ganske enkelte Undtagelser
nær, fortræffelig, Orneringen smagfuld uden at være rig,
karakteristisk uden at være overlæsset.
Den tyske lærdes Paavirkning fremtræder især tydeligt
i en lille Bog, som vor Kunstner under Mærket J . W. ud
gav i A aret 1762, hvori han formelig lyser sin berømte
Vens reformatoriske Ideer i Kuld og K jøn og saaledes,
f ø r s t a f a l l e K u n s t n e r e he r i N o r d e n , a a b e n t
e r k l æ r e r D e k a d e n c e n K r i g . Titelen paa dette lille
Værk, som vi her, skjønt ved et Brud paa den kronologiske
Orden, maa kaste et B lik paa, er: T a n k e r om Sm a g e n
udi K u n s t e r n e i A l m i n d e l i g h e d .
Med Lune og
Dygtighed angriber han her sin Samtids forskruede Smag,
erklærer Naturen og Antiken for de to Hovedkilder,
*) P a a det Weisseske Gravmæle.