Previous Page  54 / 297 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 54 / 297 Next Page
Page Background

39

frisk, u fordæ rvet N a tu r, som paa sin ene Side saa P i g a le ,

le M o in e og C o u s t o u , Dekadencens dybeste Punkter i

naturalistisk og i maniereret idealistisk Retning, og paa

den anden Side W i n c k e lm a n n og en n y R e n a is s a n c e ,

skulde kunne undlade for bestandigt at b ryde med hine

og sværge til disses Fane !

Winckelmanns Paavirkning kan i større eller mindre

Grad spores i alle Wiedewelts Værker, mindst dog i de

faa Statuer, som Tiden og Elementerne have levnet os.

Hvad der endog i det enkelte og i det hele kan være at

udsætte paa disse Værker, — hvorom senere, — saa er

det dog umiskjendelig en ganske anden Aand end Coustou

og hans Skoles, som har besjælet den, der skabte Dø d e n s

G e n i u s 1) og de t s ø r g e n d e D a nm a r k p a a F r e ­

d e r i k Vs G r a v , disse skjønne, ædle og kyske Skikkel­

ser, i al deres plastiske Ro fulde af kraftig Karakteristik,

som Samtiden saa højt beundrede, og som vore Dage

næppe vurdere efter Fortjeneste. Ikke mindst i Wiedewelts

monumentale Arbejder træder Winckelmanns Indflydelse

og Studiet a f den antike Kunst umiskjendelig frem: Stilen

er ren, ædel og konsekvent gjennemført, Forholdene skjønne

og harmoniske, Opfindelsen, paa ganske enkelte Undtagelser

nær, fortræffelig, Orneringen smagfuld uden at være rig,

karakteristisk uden at være overlæsset.

Den tyske lærdes Paavirkning fremtræder især tydeligt

i en lille Bog, som vor Kunstner under Mærket J . W. ud­

gav i A aret 1762, hvori han formelig lyser sin berømte

Vens reformatoriske Ideer i Kuld og K jøn og saaledes,

f ø r s t a f a l l e K u n s t n e r e he r i N o r d e n , a a b e n t

e r k l æ r e r D e k a d e n c e n K r i g . Titelen paa dette lille

Værk, som vi her, skjønt ved et Brud paa den kronologiske

Orden, maa kaste et B lik paa, er: T a n k e r om Sm a g e n

udi K u n s t e r n e i A l m i n d e l i g h e d .

Med Lune og

Dygtighed angriber han her sin Samtids forskruede Smag,

erklærer Naturen og Antiken for de to Hovedkilder,

*) P a a det Weisseske Gravmæle.