91 / 297
76
de male slet, men tegne godt, de savne det poetiske Syn,
men have et stærkt udviklet realistisk Blik og betragte den
skolerigtige Dannelse med Foragt.
Hogarth havde be
standig i den gamle Kunstskole i St. Martins Lane set en
Planteskole for aandløs og idéforladt Slendrian og paa det
kraftigste modsat sig Stiftelsen af et nyt Akademi. E t
saadant kom desuagtet i Stand (1768), lire A a r efter hans
Død, just paa samme Tid, som Wiedewelt besøgte England.
Den første Præsident for dette Akademi var J o s h u a
R e y no l d s . Denne store Maler traadte i sine Værker, —
som den hellige Familie (nu i Kensington Museet), det
bedende Barn (den saa kaldte Samuel), Ugolino, Herkules-
barnet med Slangerne (i Petersborg), — i kraftig Opposi
tion til den slette Smag, skjønt ad en anden Vej end
Hogarth; han blev derhos den første egentlig store engelske
Portrætmaler, — hans Medbejler, den sødladne R o m n e y ,
kommer ham ikke nær, — og omtrent paa samme Tid
lagde G a i n s b o r o u g h (død 1788) Grunden til det engelske
Landskabsmaleri.
Men medens Malerkunsten saaledes begyndte at frem-
blomstre, stod det hel kummerligt til med Billedhuggeriet.
Da Wiedewelt var i London, ejede England — som be-
kjendt — ikke den lykiske Samling eller de Elginske
Marmorværker,
der
nu gjøre
British Museum til
Hovedkilden for Kjendskaben til Hellas’ højeste Kunst.
A f Billedhuggere var der saa godt som ingen, og af Billed
huggerarbejder heller ingen, uden de endnu seværdige
Frembringelser af Flensborgeren C i b b e r , de middel-
maadige Værker af den forlængst afdøde G ib s on , de
forskruede Rokokoarbejder af R o u b i l l a c , en Lærling af
Coustou d. æ., som i sin Tid spillede en stor Rolle i Eng
land som Kunstner, og de lige saa slette Produkter af
T h om a s B a n k s , — som den komiske og den tragiske
Muse paa British Institution, Pall Mali. No l l e k e n s , der
endnu langt fra kan løsgjøre sig fra Parykstilen, havde
endnu ikke opnaaet nogen videre Anseelse, og F l a x m a n ,