11 / 163
11
lingen 1853—54 indbragte Lovforslaget som privat Forslag, modsatte Ministeren
sig dette, og der blev nægtet det Fremme. Adskillige af Lovforslagets Bestem
melser blev imidlertid efterhaanden gennemførte dels administrativt dels gennem
Finanslov, bl. a. følgende 3:
a) Paa Finanslov 1856—57 blev Statskassens aarlige Tilskud, der hidtil var
tilstaaet for hvert Aar nøjagtig med det Beløb, som behøvedes for at tilveje
bringe budgetmæssig Balance, sat til en bestemt Sum af 50 000 Rdl., saaledes
at den ved Aarets Udgang tilstedeværende Beholdning eller Underbalance
kom Teatret selv tilgode eller faldt det til Last. Tilskuddet blev dog som hidtil
kun bevilget for eet Aar ad Gangen.
b) Paa Finanslov 1859-—60 blev truffet den Bestemmelse, at Teatrets Indtægter
og Udgifter ikke længere i det enkelte skulde optages i og bevilges ved Finans
lov, men skulde fastsættes i et af Ministeriet approberet Budget, dog med
Iagttagelse af de ved Finansloven for visse Konti, navnlig for Lønninger,
Feu, Benefice, Enkekasser, Afgifter og Teaterbygning bestemte Maksi
mumsbeløb.
c) Medens Lønningsbeløbene paa de foregaaende Finanslove var bevilgede hver
for sig, blev de derimod fra 1856—57 bevilget som samlede Summer og fra
1862—63 endog slaaet sammen til en eneste Sum.
De fremhævede Punkter viser, at man siden Kommissionen af 1851 arbejdede
henimod det den Gang opstillede Maal indenfor visse lovbestemte Grænser at over
lade Teatrets Styrelse en større Baadighed over Midlerne, men til Gengæld at
begrænse Statens Tilskud til Teatret til en bestemt aarlig Sum.
De Problemer, der opstaar ved Spørgsmaalet om Det kongelige Teaters
Forhold, kan formentlig opstilles i følgende Hovedgrupper:
I. Er det en Kulturopgave for Staten at støtte den dramatiske Litteratur
og Kunst og i bekræftende Fald:
II. Under hvilken Form skal Statsstøtte ydes.
III. Paa hvilke Vilkaar bør Staten give sin Støtte.
IV. Hvilke Kunstarter bør drives paa det kongelige Teater: Skuespil, Opera,
Ballet, enten alle eller fortrinsvis hvilke.
V. Teatrets administrative Forhold, dets Ledelse, Personale, Ansættelses-,
Lønnings- og Pensionsvilkaar.
VI. Teatrets Budget, dets Overholdelse og dets Forhold til Finansloven.
VII. Spørgsmaalet om Fordele og Mangler ved Enkelt- eller Dobbeltdrift.
VIII. Spørgsmaalet om en Margin, en Ventil for eller Udligning af det i Forestil
lingsindtægten liggende Usikkerhedsmoment.
I saa korte Træk som muligt skal her søges redegjort for, hvorledes man
i de foreliggende Kommissionsbetænkninger, i Lovforslag og under Rigsdagsfor
handlingerne har stillet sig til disse Problemer.
Kommissionen af 1851 antager enstemmigt som noget for den ved Forfat
ningsændringen frigjorte Stat selvfølgeligt, at Kunsten er en Sag, hvis Fremme maa
ligge den danske Stat paa Hjerte, og at Statsmagten vil bevilge Pengemidler til
den dramatiske Kunst i og Ved det dramatiske Institut, som hidtil har været
betragtet som Statsinstitut.
Kommissionen undersøger dernæst, hvorledes en saadan Understøttelse
rettest bør ydes, og afviser enhver Form for Entreprise i Enkeltmands eller Skue
Teater-
problemer.