13 / 163
13
Dette i Forbindelse med gentagne Debatter i Rigsdagen førte til Nedsættelsen
af en ny Teaterkommission ved Ministeriets Skrivelse af 7. Juni 1867.
Teaterkommissionen af 1867 under Forsæde af Krieger fik til Opgave at
K omm issionen
undersøge:
af 1867.
Spørgsmaalet om Opretholdelsen af Teatret i samme Omfang som hidtil, navnlig
ogsaa med Hensyn til Omraadet for de Forestillinger, det har at give (Skuespil,
Opera og Ballet).
Bestyrelsens Organisation med dertil hørende Lønningsregler for det administrative
Embeds- og Tjenestepersonale.
Spørgsmaalet om det kunstneriske Personales Ansættelsesmaade, enten ved
kongelig Beskikkelse med Ret til Pension eller temporært Engagement eller
delvis paa begge Maader, og dette Personales Lønnings- og Pensionsvilkaar.
Spørgsmaalet om en ny Teaterbygning og Tilvejebringelsen af de dertil fornødne
Midler og om Tilskud til Teatret fra Københavns Kommune.
Kommissionen gaar ud fra den Opfattelse, at Regering og Rigsdag næppe vil
bestemme sig til at ophæve Det kongelige Teater, saafremt det kan opretholdes
uden uforholdsmæssige Bekostninger. Kommissionen søger derfor ikke nærmere
at paavise Det kongelige Teaters Betydning for hele den nationale Udvikling eller
at godtgøre, hvorledes dette formentlig kun kan ventes at ville komme til at
udøve sin Mission, naar det opretholdes som Statsinstitut.
Kommissionen foreslaar Statskassens Tilskud fastsat til 50 000 Rdl. aarligt
for de første 10 Aar og bestemmer, at Antallet af Forestillingsaftener ansættes til
mindst 250 i hver Teatersæson, men stiller iøvrigt ingen nærmere Betingelser til
Teatrets Program og Opgave.
Kommissionen undersøger nøje Spørgsmaalet om, hvorvidt Teatret skal
omfatte de samme Kunstgrene som hidtil, og fremhæver, at enhver Indskrænkning
af Teatrets Omraade i kunstnerisk Henseende vilde være særdeles uheldig. Man
mener heller ikke, at økonomiske Hensyn i tilstrækkelig Grad taler for en saadan
Begrænsning. Mange Forestillingsaftener udfyldes af Stykker hørende til for
skellige Kunstgrene, hvilket for Ballettens Vedkommende gør sig gældende i den
Grad, at denne Kunstgren kun aldeles undtagelsesvis udfylder en hel Aften. Mange
Stykker, som fortrinsvis hører til een Kunstgren, har optaget betydelige Elementer
af andre Kunstgrene i sig og skylder for en stor Del netop denne Forbindelse den
Virkning, de gør, og den stærke Tilstrømning, somde opnaar. Mangfoldige Udgifter,
og navnlig mange Udgifter til Garderobe, Dekorationer og Maskineri, kan ingen
lunde udelukkende føres den ene eller den anden Kunstgren til Last, men kommer,
om end de i selve Udgiftsøjeblikket nærmest synes gjort med en vis Kunstgren for
Øje, dog ofte senere fuldt saa meget de andre Kunstgrene tilgode og er saaledes
i Virkeligheden Fællesudgifter. Man fremhæver derhos, at hvis Teatret opgav en
af de 3 Kunstgrene, vilde det være meget tvivlsomt, omTeatret vilde kunne udfylde
saa mange Forestillingsaftener som hidtil og saaledes, at de gav en tilstrækkelig
Indtægt, ligesom en Nedlæggelse af en enkelt Kunstgren let vilde medføre forøgede
Udgifter til større Personale ved de andre Kunstarter.
Spørgsmaalet om Dobbeltscenedrift forelaa ikke for denne Kommission,
som derimod i særlig Grad stiller Forslag med Hensyn til Personalets Ansættelses^,
Lønnings- og Pensionsvilkaar. I Modsætning til Kommissionen af 1851 foreslaar