19 / 163
19
bar som ved andre Institutioner med deres Budget optaget paa de aarlige Finans
love, fremtidig gaar over til en mere middelbar Statsdrift med større Uafhængighed
for Teaterledelsen.
J oh an sen
udtalte, at naar vi en Gang er kommet ind paa at støtte Kunst
af hvad Art nævnes kan, kan det ogsaa med nogen Eet gøres gældende,^ at ogsaa
den dramatiske Kunst bør støttes. Han er ogsaa sikker paa, at Det kongelige Teater
øver
s in
Indflydelse over det ganske Land, omikke direkte saa indirekte. Han finder,
at man bør have sin Opmærksomhed henledt paa Oprettelsen af en Talescene.
Loven blev enstemmigt vedtaget i Landstinget og stadfæstet af Kongen
den 13. Marts 1903 med Ikrafttræden 1. Juli 1903.
Herefter oprinder en 5-aarig Periode med idyllisk Ro omkring Teatret,
der hvert Aar præsterer et Overskud, der varierer fra 16 000 Kr. til 55 000 Kr.
I de første 4 Aar af Perioden blev — væsentlig paa Grund af gode Tider for
Operaen —ialt indspillet et Overskud paa 150 000 Kr., hvoraf 38 000 Kr. anvendes
til Tantieme.
I December 1907 fremsatte Minister Enevold Sørensen i Folketinget Forslag ^Loven
om Forlængelse i 5 Aar af Loven af 1903.
De meget fyldige Forhandlinger i Rigsdagen og Udvalgsbetænkningen
beherskes i høj Grad af det stadig stærkere Krav om Opførelse af en ny Talescene.
Flertallet (8 Medlemmer) udtaler, at det er for stort et Krav at stille til Stats
kassen at kræve 2 Statsteatre. Hele Udvalget tilraader at indskrænke Lovens
Varighed til 3 Aar. Et Mindretal (6 Medlemmer) henstiller at overveje Planen om
en Ombygning af Teatrets Scene, idet Skuespillet maa beholde Førsterangspladsen,
og forventer, at man vil finde Udvej for at overvinde Vanskelighederne, saa at de
3 Kunstarters Samvirken fremtidig kan fortsættes paa det nuværende Teater.
Et Mindretal (Jensen Sønderup) er overbevist om, at den Tid ikke er fjern, da en
Adskillelse mellem Skuespil og Opera maa finde Sted. Han tør dog ikke stille
Forslag om Opførelse af en ny Talescene for Statens Midler, men haaber paa en
saadaip eventuelt med Støtte af Kommunen og fra privat Side, med fælles Drift
og fælles Ledelse, hvilket baade kunstnerisk og økonomisk maa anses heldigt.
Lykkes dette ikke, vil der ikke være anden Udvej end at opgive Operaen. Et andet
Mindretal (Bluhme) mener, at de 3 Kunstarter bør forblive sammen under fælles
Ledelse paa Det kongelige Teater, og at Staten kraftigt bør støtte den Kunstens
Udøvelse, for hvilket Det kongelige Teater hidtil har været det centrale Punkt.
Et tredie Mindretal (Højre og Socialdemokrater) føler sig overbevist om, at det
vil være nødvendigt at opføre en Talescene, at en saadan vil kunne forrente sig.
Talescenen er, som Einar Christiansen siger, en Livssag for Det kongelige Teaters
Fremtid. Man haaber derfor, at Ministeren efter Udløbet af 3 Aars Perioden vil
fremsætte Forslag om, at der eventuelt med Tilskud fra Københavns Kommune
bygges en Talescene i Forbindelse med den nuværende Teaterbygning.
I Landstinget taler alle 3 Ordførere (Goos, Johansen og Rottbøll) for alle
3 Kunstarters Opretholdelse under fælles Ledelse, men med en ny Talescene.
Loven stadfæstes af Kongen den 27. Maj 1908. Sæsonen 1908—09 gav
et Underskud paa 7500 Kr., der dækkedes af Reservefonden, medens Sæsonen
1909—10 indspillede et Overskud paa 3000 Kr.
I Februar 1911 forelagde Minister Appel i Folketinget et Lovforslag, hvorved
,
den hidtidige midlertidige Lovordning gøres permanent. Med Lovforslaget fulgte