17 / 163
17
I Oktober 1902 fremsatte Kultnsminister I. C. Christensen Forslag til Lov
om Det kongelige Teaters Stilling og økonomiske Forhold. — Loven, der i høj
Grad hviler paa Kommissionsforslaget af 1851, stiller sig med Hensyn til de forskel
lige Teaterproblemer paa følgende Maade:
Det er en Kulturopgave for Staten at støtte den dramatiske Litteratur og
Kunst. Da vi nu har et Teater, der har bestaaet i over 150 Aar og skabt en god
Tradition, bør Statens Støtte fortrinsvis ydes dette Teater. Teatret forbliver
som Statsinstitution. Teatret faar til Gengæld for Statens Støtte Forpligtelsen til
uden Ensidighed at opføre de bedste dramatiske Arbejder saavel af ældre som af
yngre, navnlig danske Forfattere og Komponister. Alle 3 Kunstarter opretholdes
paa Det kongelige Teater.
Teatret ledes af en Bestyrelse paa et eller flere Medlemmer, som udnævnes
af Kongen uden Pensionsret og med et Opsigelsesvarsel af mindst % Aar. De
ved Teatret da ansatte, som har Ket til Pension, bevarer fremdeles denne Ret.
Indtil
y 3
af hver ledigblivende Pensionslønning maa anvendes som pensionsberet
tiget Løntillæg til dem, der da havde denne Ret.
Der optages ikke noget Budget paa Finansloven; derimod bevilges paa
denne Statens Tilskud, som bestaar i følgende:
a) Indtil 12 000 Kr. aarlig til Bestyrelsens Løn.
b) Et for 5 Aar fast Tilskud paa 125 000 Kr.
c) Dækning af alle Udgifter til Teatrets Bygninger.
Af Teatrets Overskud dannes et Reservefond, der tilhører Staten, men ude
lukkende er bestemt til Anvendelse i Teatrets Interesse.
Teatret drives som Enkeltscene.
Spørgsmaalet om Udligning af det i Forestillingsindtægten liggende Usikker
hedsmoment løses gennem Bestemmelsen om, at hvis Teatret midlertidigt behøver
pekuniær Støtte, ydes det fornødne af Statskassen, men det saaledes modtagne
tilbagebetales snarest muligt af Teatret, som ikke maa stifte anden Gæld, altsaa
den saakaldte, efterhaanden berygtede, Forstrækningsordning.
Loven gælder kun for 5 Aar.
Med Lovforslaget fulgte som Bilag en Betænkning af Direktør Einar
Christiansen, hvori han belyser Teatrets kulturelle Betydning og Følgerne af dets
Ophævelse, forkaster Privatdriften, fremhæver den store Vinding ved Overgang
fra Finanslovbudget til fast Tilskud og iøvrigt kraftigt argumenterer for en Ad
skillelse mellem Skuespillet paa den ene Side og Opera og Ballet paa den anden
Side. Han slutter sin Betænkning, til hvis mange interessante Enkeltheder jeg
iøvrigt maa henvise, med de temmelig kraftige Ord: „Der vil aldrig komme
Klarhed, Fred og Sundhed i det kongelige Teaters Forhold, før Holberg faar sit
eget Hus.“
Ved Lovforslagets Forelæggelse i Folketinget fremhævede I. C. Christensen
den sceniske Kunsts Betydning: „Livet er Menneskets Lys, vi kan umuligt komme
til Kendskab af Menneskelivets Vilkaar, medmindre man studerer Mennesket, og
et saadant Studium lettes netop ved Hjælp af den sceniske Kunst.“ Han siger
endvidere: „Jeg vil vanskelig kunne tro, at nogen vil paatage sig det Ansvar at
sige: nu sælger vi det kongelige Teater
og overlader den sceniske Kunst
til sig selv ......... Jeg tror ikke, vi for Alvor kan tage det Standpunkt.“
Ordføreren
J . J en sen
(Aalborg Amts 1. Kreds), der forøvrigt har Æren
af som den første at have sagt om Det kongelige Teater, at det var et af Rigs-
3