747 / 792
Cirk. ang. Opvarmning af Kirker.
549
1930.
ud, ligge under Hovedhøjde, og denne Luftstrøm vil —
selv med en saa ringe Lufthastighed som 0,2 m pr. Sekund
— virke som en generende Træk, der ikke kan taales saa
lang Tid, som en Gudstjeneste varer. Saafremt der kun
anbringes Varmeflader under Bænkene, vil den kolde Luft
strøm fra Vinduer og Ydervægge
forøges,
og der vil frem
komme stærk Træk i Stolestaderne. Det maa derfor anses
for ubetinget paakrævet, at der anbringes Varmeflade ved
Ydervæggene.
2. For at undgaa de generende kolde, v a n d r e t t e
Luftstrømninger, som ellers opstaar, bør der i de Rum, i hvilke
der ikke findes Stolestader
— / .
Eks. i Kor, Taarnrum, Side-
skibe, Vaabenhus, Sakristi
—
anbringes lige saa mange Varme
flader i Forhold til Rummets Behov som i selve Hovedskibet.
Det vilde være en Misforstaaelse at antage, at det kun
er nødvendigt at anbringe Varmefladen d^r, hvor Varmen
skal bruges, altsaa navnlig i Stolestaderne. Den Omstæn
dighed, at f. Eks. Koret ikke opvarmes eller kun opvarmes
delvist, vil saaledes bevirke, at der fra Koret kommer en
kold Luftstrøm langs Gulvet, hvilket virker meget generende
i de forreste Stolestader i Skibet. Paa samme Maade vil der
fremkomme kolde Luftstrømninger, hvis Sideskibe eller Ka
peller, der staar i Forbindelse med Hovedskibet, ikke op
varmes.
3. Varmefladernes Overfladetemperatur maa ikke gøres for
høj
—
under ingen Omstændigheder over 100 Grader Celsius
—
og Varmefladerne maa beskyttes saaledes, at de ikke kan direkte
berøres, samt derhos holdes mindst 2 a 3 cm fjernede fra Træ.
De Varmeflader, der anbringes under Stolestaderne,
bestaar i de fleste Tilfælde af glatte Rør — Støbejern eller
Smedejern — som omslutter selve de elektriske Modstands-
traade, hvilke atter som Regel ligger langs ildfaste Cha-
mottestykker eller Rør, der tjener til at optage nogen Varme,
saa at Afkølingen ikke indtræder umiddelbart efter Strøm
mens Afbrydelse.
Disse Varmefladers Effektivitet afhænger af Rørenes
Watt-Forbrug — 200 til 500 Watt pr. 1 m Rør — og jo
17 Nov.
Nr. 150.