213 / 437
HISTORIE.
M
i n
altfor tidligt afdøde Ven, Professor Julius Petersen, sagde engang, at
historiske absolutte Sandheder var relativt faa. Allerede en Sandhed,
der var 3/4 rigtig, var en ganske god historisk Sandhed, og sluttede man blot
en Gang fra den, saa var Sandsynligheden for, at man sluttede rigtigt, ret svag.
Disse Ord vil jeg mindes, naar jeg nu skal fortælle om, hvorledes jeg fik
den Palet, som her findes afbildet som et for mig gunstigt Vidnesbyrd om, at
de historiske Fakta, jeg bygger denne Fortælling paa, vel nok har en Værdi
af henimod 75 % Sandhed bag sig.
Den franske berømte Skuespillerinde Sarah Bernhardt besøgte Køben
havn i August 1880 med et fransk Selskab, og Københavnerne strømmede
til Teatret for at se og høre hende og beundre hendes Udtale af det skønne
franske Sprog. Blandt hendes begejstrede Tilhørere var Geheimekonferensraad
Tietgen, Tidens store enevældige økonomiske Fører, og han opbød alt for at
hylde Sarah og gøre hende Besøget her skønt og interessant. Som et Led i
denne Bestræbelse havde han indbudt Sarah og hele hendes Selskab til en
Dampskibstur til Helsingør for der at se Hamiets Grav og Ophelias Kilde,
og Turen var berammet til en Søndag Morgen Kl. 9. Foruden det franske
Selskab var der indbudt en Del Herrer her fra Byen, deriblandt jeg, og
Søndag Morgen stillede vi paa Damperen — alle undtagen de franske Gæster.
Da Tiden trak ud, sendtes Kammerherre Fallesen og Robert Watt til Hotellet;
men de bragte kun den Besked tilbage, at Sarah havde Hovedpine og umuligt
kunde komme. Da var det, at der i den almindelige Skuffelse og Ærgrelse
undslap mig en uparlamentarisk Ytring om Divaen, der frit oversat var at
forstaa saaledes, at Kl. 9—10 naturligvis var en ganske umulig Tid for Sarah,
og at hun blæste os alle et langt Stykke; men Tietgen erkendte Rigtigheden
af den altfor tidlige Tid, og Kammerherre Fallesen og Robert Watt paatog
sig det Hverv igen at gaa til Hotellet og ved alle til Raadighed staaende
Midler føre Sarah med sig — saa fulgte nok de andre.