214 / 437
6
HISTOKIE
Det var under Ventetiden, at Grosserer Ph. Heymann tilbød mig et
Væddemaal. Han mente, at Sarah kom ikke, jeg holdt paa mit, at naar hun
havde faaet sovet ud, og der blev gjort Stads at hende, saa kom hun nok
— og se, jeg vandt. Kammerherren og Digteren førte Sarah og Søsteren
Jeanne med sig, og snart var det hele franske Selskab ombord. Farveklatterne
paa min Palet er mit Vidne, at der er noget om, hvad her er berettet!
Nu var de franske Damer kun faa! Tietgen var Sarahs Herre, Jeanne
blev ogsaa kapret; men saa var der en temmelig forladen Dame, som jeg
mente kunde være passende Prise for mig, og jeg indledede en Samtale,
fandt mig gunstigt optaget og fik i Samtalens Løb snart at vide, at Damen
var Sarahs Pyntekone, og at en Herre, der sluttede sig til os, var Selskabets
Sufflør. Men de var »franske Skuespillere«! A f dem, der ikke havde faaet
franske Damer, blev jeg snart misundt, og da vi kaldes til Frokostbordet, og
jeg med Dame indtog en fin Plads ved Bordet, flokkedes man om mig med
Anmodning
0111
Præsentation! Hvor var det dog en Fornøjelse at præsentere
Madame for d ’Herrer og paa dansk at tilføje: »Pyntekone hos Sarah«!
Ved Frokostbordet talte Tietgen smukt for Sarah. Han vilde vise hende
de Steder, hvor Hamlet og Ophelia tænktes at have levet; thi selv om disse
ikke havde nogen Realitet, kunde Stedet dog maaske inspirere hende i hendes
Kunst. Og Sarah svarede, at hun længtes efter at se det Sted, hvor Ophelia
havde levet, og at Ophelia aandede, levede og led den Dag i Dag, det lølte
hun selv, og det fik hun alle sine Tilhørere til at føle. Og hun takkede
Tietgen, fordi han førte hende til de Steder, hvor Hamlet og Ophelia havde
leYet — for hende havde de levet — levede endnu — og hun embrasserede
Tietgen. Se paa min Palet, om det ikke er sandt, hvad jeg fortæller!
Og vi kom til Helsingør og hilstes af begejstrede Folkemasser, og vi
kørte til Hamiets Grav og Ophelias Kilde. Og Sarah bad om et Glas, det
jeg med megen Møje laante i et Hus, og som jeg rakte Sarah, og som hun
drak af, og som hun slog mod en Sten, saa det splintredes, idet hun udtalte,
at af dette Glas skulde ingen anden drikke Vandet fra Ophelias Kilde —
ganske saaledes som min Palet fremstiller Begivenheden.
Hjemturen var stille og alle trætte. Sarah trak sig tilbage i Kahytten, og
vi andre drev omkring paa Dækket. En Herre stod Vagt ved Sarahs Leje,
at hendes Ro ikke forstyrredes — saaledes viser Paletten det!
Thi Paletten var den Gevinst, som det vundne Væddemaal gav mig —
den var fyldt med Sarah Bernhardt Cigaretter — nu er den kun fyldt med
glade Minder!