332 / 437
I ALLE DE RIGER OG LANDE.
I alle de Riger og Lande,
hvorhen jeg i Verden for,
jeg fægted’ med aaben Pande
for, hvad jeg for Alvor tror.
En Ørn var m it H jæ lmemærke;
paa Brynjen stod Korsets Tegn.
Paa Skjold bar jeg Løverne stærke
i Hjerternes milde Hegn.
Naar Mænd jeg kasted’ m in Handske;
opslog jeg m in Ridderhjælm ;
de saa, jeg var Holger Danske
og ingen form umm et Skælm.
Vil Dansken i Verden fægte,
men dølger Aasyn og Navn,
jeg ved, hans Aand er ej ægte,
— jeg tager ham ej i Favn.
B. S. In g em a n n .
O
v e r
Indgangen til G. A. H a g em a n n s Ko llegium sta a r »T je n and re, vil
selv Du tjenes« som en a f de E rfa ring e r, Kollegiets S k a b e r selv høstede
i sit lange, d a ad rig e Liv. Indenfor dets Mure — i Dagligstuen , i F e stsa len ,
overalt — k an K lan gen a f Visen om Holger D an sk e bæ re V idn e sb y rd om
H a g em a nn s Aand.
Neppe nogen Kollegieboer fra de allerførste Aar vil nogen sind e helt
kunne glemm e denne g am le Vise. Hver Gang D irektør H a g em a n n * ) var
p a a Kollegiet i en eller and en særlig Anledning, hvor vi A lumn er v a r blot
delvis sam le d e — og det skete ofte i Kollegiets B a r n d om — foreslog h an
lige før Op b rud , at vi sku ld e synge » L a l l e de Riger og L a n d e — «. I B e
gyndelsen kendte de fleste a f os — je g h avde næ r sagt natu rligvis — kun
den første L in ie ; efterhaanden lærte vi hele første Vers, og til S lu t kund e
vi alle fire. Direktøren san g med — v a r der ingen til Stede, der kunde
spille til, s a a sang h an for med sin lille, sp rød e Stemme.
L id t efter lidt blev den imidlertid ikke blot noget, vi sluttede a f m e d ;
den enkle og d jærve lille S an g i F o rb ind e lse med H a g em a nn s rige P e r s o n
lighed ud spred te en egen Stemn ing, som selv de mest uberørte a f os ikke
*) Var den Gang Direktør for den polytekniske Læreanstalt.