333 / 437
I ALLE DE RIGER OG LANDE
45
helt kunde fri sig for. Ubevidst følte vi for Ægthed , for Mod og D a n s k h e d ;
— ud en rigtig at væ re k lar over det — rankede det i os. Ikke med store Ord
og g lim rend e F e stk lan g e , men enkelt og ægte som den lille Mand selv i vor
Midte, fra hvis kloge Øjne det hele u d stra a le d e ; h an s Aand var ægte —
»han v a r ingen fo rm umm e t S kæ lm «.
Vi følte os trygge og fortrolige i S am væ re t med ham , og h an søgte da
o g s a a fra sin S ide at k omm e os p a a næ rmere Hold — talte med os om
alle T in g ; ved Bo rde t i Dagligstuen und e r »T indeb estig ersk en « kund e han
k a ste sig ind i en D isku ssion med os, bringe L iv i den og de mere tilbage
holdne. Altid nobel i T a n k e r og Handling, frisindet og ungdommelig fik
h an os alle med og bibragte os sam tid ig den rette F o rsta a e lse a f Ordet
»Gen tleman «.
E n g a n g foreslog h an at blive k ald t »Ko lleg iefaT «. Det slog dog aldrig
a n ; vi holdt meget a f h am , men trods h an s finttænkende og faderlige Om
sorg, s a a stod der jo altid en N im b u s om h am fra »alle de Riger og L and e,
hvorhen h an i Verden for«. — Han forstod med sin store F in følelse den
F o rsk e l, vi følte, og lod det blive ved det første F o r s ø g p a a en mere fam i
liær Titel end »D ire k tø r e n « ; — senere m aatte han jo end o g sa a opgive denne
til F o r d e l for »Ek sce llen sen «.
Kollegiets S k a b e r er nu borte, og Kollegiet lever sit L iv videre med
h an s Minde. Gid det altid m a a vise sig værdigt til at bære den Mands
Navn, hvis »S k jo ld b a r Løv erne stærke i H jerternes milde Hegn«.
Vejle i N o v em b e r 1916.
C A R L U . S I M O N S E N .