330 / 437
4 2
BORUPGAARD
god med Hen syn til K a ffe k op p e r hen
s at p a a Gange eller lignende a f In
spektionen ofte p aatalte sm a a Uregel
mæ ssigh ed e r. — Hvad m a a det ikke
h av e været at se H a g em a n n fæ rd es
p a a B o r u p g a a r d de første Aar, han
ejede Stedet.
F ø rs te Gang je g s a a B o r u p g a a r d
v a r den 16. Maj 1912, den Dag H a g e
m ann fyldte 70 Aar. Vi k om derud
om F o rm id d a g e n , alle Kollegiets A lum
ner, og je g ser tydeligt h am og h an s
venlige Hu stru staa p a a T r a p p e n og
m od ta g e os omgivet a f deres Børn
og næ rm este Venner, og i V induerne
oppe og nede lyse k rølled e og glatte
Barnehov ede r, den kønneste F lo k a f
glade, nysgerrige Bø rnebø rn . »B ø rn
og Bø rn e bø rn h a r h an lært at elske
L iv et«, om tren t s a a d a n h av d e en a f
h an s S ønn e r skrevet und e r et sm u k t
F am ilieb illed e , je g siden saa. —- Det Billede var smuk t, men der er enkelte
Billeder a f H ag em ann , som jeg m ed endnu større Glæde fastho ld e r i min
B evidsthed, b are et Øjeblik, hvor han livfuldt optaget a f et eller andet læ stede
sine Øjne lige i mine. H a g em a nn s Øjne g lemm e r man aldrig, det er vel de
mærkeligste Øjne, je g h ar set — je g ved ikke, m a a s k e k om det af, at de
talte om to s a a sjæ ldent helt forenede E g e n sk a b e r, kritisk, næ sten skep tisk
S k a r p s y n og Kærligheden, der tror det gode frem i den, den ser paa.
H a g em a nn brød sig ikke om Skønliteratu r, og det v a r m a a s k e S k a d e
for ham selv, at han p a a sine g am le Dage ikke kund e hvile ud under en
god Bo g s beroligende Indflydelse, n a a r de v id en sk ab elig e A rbejder blev vel
tunge at læ se — men det er rigtignok en stor F e jltag else at tro, at h an ikke
h av d e S a n s for Poesi. F o r Natu ren s Po e si h av d e han det mest a a b n e Ø je ;
han elskede den med F o rs k e r e n s Fo rsta a e lse , men det ud e lukk e d e d og ikke
et S kæ r a f g amm e ld a g s Romantik . — Den s amm e Dobbelthed, der gjorde,
at han, der frem for nogen anden h e rh jemme respekterede mod e rn e Kv ind e rs
Arbejde og øn skede at gøre dem til de unge Mænd s gode K amm e ra te r, v ed
blev at være den ridderligste Mand, je g h ar kendt, en sand E n g læ n d e r i den
Henseende.
Den sidste Aften, før jeg forlod B o ru p g a ard , v a r je g alene d erud e med
H a g em a n n ; F ru H ag em ann var lige rejst til Norge. Han vilde, at vi sku ld e
g a a en Aftentur op p a a Udsigtshøjen. J e g sk al aldrig glemm e den fred
fyldte, skønne Aften p a a det dejlige en somm e S te d ; ensomt, skøn t alt i
nogen Afstand var lutter L iv — m an ser jo over H elsingør og H elsingbo rg
derfra. J e g vilde s a a gerne have sunget en Aftensang og v a r ked af, jeg
ikke k u n d e ; saa sagd e H ag em ann p lud selig et lille Vers, som han med et
s kæ lm s k Sm il tilstod, han selv h avde digtet: