GAHagemannsKollegium

ET ÆVENTYR

Jeg vil springe tlygtigt over resten: Hvordan jeg kom paa malerskolen.

Om hvor glimrende jeg begyndte med farverne. — Baade min lærer og jeg

selv var forbauset over mine første farvestudier. Jeg selv var det dog, som

kom med den geniale tanke, at jeg maaske var farveblind som mine lire

brødre. Men med stolthed vil jeg fremhæve, at jeg bestod min prøve hos

øjenlægen med glans! Samt at baade

fru Dorph sa, at jeg hadde

talent! Det var bare at drive paa.

Og drev paa gjorde jeg — saa længejeg stod under kongens direkte

indflydelse. Med skam faar jeg

bekjende, at det blev anderledes, da jeg

atter kom tilbake til mine skoger.

Fra mit liv paa æventyrslottet har jeg jo saa myldrende mange minder,

at det er uraad gi sig i kast med dem. Der er like som ingen fast form paa

de fleste. — Tvivlsomt om de ogsaa lar sig forme — uten at de ogsaa mister

deres eiendommelighed. En digter kanske kunde.

En Jeppe Aakjæi.

Hvorfor nævner jeg ham? — Jovist! han var der jo en tid. Jeg saa ham

daglig derude. Og en kvæld stod han inde i testsalen og læste op. Det

maa have været paa vaarkanten, ser jeg av dagboken:

»Just nu naar det foraar begynder, som drar mig,

saa kommer du her?

— Sig rykker dig livet for nær, naar hjemme du er?

Aa, hør, hvis du er den jeg troede saa svar mig?

Sig, længes du der?

Sig, fængsled dig engang den fattige hede,

men nu ikke mer?

Som jyde du taler og ler, men storbyens knugende lede

har dæmpet det ner?«

Fastest form har smaatrækkene. — Der kom en pakke til mig Jeg

vilde utaalmodig skjære op hyssingen. Nej! sa kongen. Hyssingen kan være

god at have i en snæver vending. Du skal knytte den pent op. — Han sa

saa askeladden ogsaa: »Den kan være god at ha!« naar han fandt forskel

ligt skrap, ved hvis hjælp han vandt prinsessen.

Hvergang jeg har glemt mit ord, lyder en sang mig for ørene: Wer hat

dich du grosser Wald o. s. v. -»Den skal du lære naar du kommer herned«,

skrev han — og han holdt ord.

Men jeg faar heller slutte her. Det biir intet ordentlig billede av dette

alikevel. Men er det ikke som et æventyr det hele? For dem som har havt

taalmodighed til at høre paa mig faar jeg bekende, at som jeg hadde længtet

bort fra nyingen i skogen, saa længtet jeg ogsaa tilbake til den. Ved lest-

bordet paa slottet i det største øieblik, da selve kongen talte, eller student

Hagerup holdt en av sine mest sprakende morsomme bordtaler — kunde der

ikke midt i æventyrets høieste stemningsrus trænge sig et stille suk frem:

Ak! — tro jeg nogengang kommer tilbage til nyingen?

Jo, der var raad med det! Veien var aapen og jeg kom tilbake. Og: