323 / 437
ET ÆVENTYR
35
heder af Literaturens Vanskeligheder. Men til Lykke! Gid noget maa
lykkes for Dem.
Af min Bogsamling sender jeg Dem et Værk om Kunst Jeg kendte
godt dets Oversætter — Julius Lange — en brav, højbegavet Mand.
Mit Kollegium er taget i Brug af 50 Studenter — deraf 2 Kunstnere.
Jeg sender Dem et Par Brevkort, som vil vise Dem Udseendet af Byg
ningen og af Dagligstuen. Men man maa have omtrent 30 Kr. maanedlig
og studere her ved Kunstakademiet, Universitetet eller polyteknisk Lære
anstalt for at kunne bo der. Og Ansøgernes Antal er meget stort,
saa Udsigterne til at komme ind ere kun meget smaa.
De har ikke villet modtage de 50 Kr., hvilket jeg godt forstaar,
men nu lægger jeg dem dog roligt til en Side, og skulde enten Gaarden
eller Deres literære Virksomhed gøre det ønskeligt for Dem at faa dem,
saa venter jeg bestemt, at De skriver til mig og siger, at nu vilde en
lille Sum være Dem til Nytte. Saa sender jeg dem til Telemarken igen.
Glædelig Julefest og et godt Nytaar skal være det Ønske, hvormed
jeg slutter dette Brev til min Ven Sveinung Svalastoga.
G.
A.
H a g e m a n n .
P. S. Deres Skizze ligger her hos mig og kan blive sendt Dem til
bage, saafremt De ønsker det. Jeg vil imidlertid gerne beholde den som
Bilag til min Samling vedrørende Kollegiets Oprindelse og Bygning.
Forbauset og bevæget læste jeg brevet om og om igen. — »Det gode
billede han hadde dannet sig av mig!« — Kunde det være muligt? Du store
verden saa rart! Det var bare moro at læse dette brevet. — Det var ellers
bare en lille ting. Hadde jeg virkelig betroet ham, at jeg hadde digter
drømme? Det skulde jeg ikke ha gjort. Jeg som ingen Skole hadde og
ikke kunde et fnug av grammatikken engang. Og kom vist aldrig til at kunne!
»Literær Virksomhed«. Hm ! Naa. Men slikt skjønner han heldigvis, er
bare barnedrøinme. Han tar det med i alvor, fordi det hører virkelig hjemme
i min verden i drømmenes verden, tænkte jeg. Og fra nu av var han kongen
og jeg hans ridder. Dobbelt festlig blev julen det aar!
Som jeg sidder og skriver dette og blader i de gamle breve, ser jeg, at
her er et brev borte. Men ellers har jeg dem alle. Det er en hel haug.
— Han glemte jo ikke at skrive til mig, før nu i vinter var, da var det, sidste
brevet kom. Mest interesserer de første brev mig: »For første gang, for
første gang, det giver mangen smaating rang«, synger Wergeland. Jeg ser,
at jeg har atter faael de 50 kroner. — Ja, jeg husker, det skulde endog være
den samme 50 kroneseddel!
50 kroner var mange penge det for mig. Sammen med det jeg hadde
spart op vilde jeg saa gøre en tur til København. Se Thorvaldsens museum
og alt det vidunderlige, der skulde være. Jeg maa ha nævnet det i mit takke
brev, ser jeg af svarbrevet, som kom ikke længe efter.
Jeg læser disse brev anderledes nu end dengang. Jeg læser mer mellem