318 / 437
ERINDRING.
D
en
sidste Jul før Krigen var det Aarsskriitet bragte Direktør Hage-
manns »Erindrings orn en lu r til Amerika. Saa vserdifulde Sidei liai
Kollegiets Aarsskrift ikke før indeholdt, og det er svært at fatte, at han,
som var Sjælen i vores Kollegieliv, nu kun er en Erindring. Det var ham
selv, der første Gang viste mig rundt i Bygningen, og det blev som et Alad-
dinslot — de varme Farver, de praktiske, vel gennemtænkte Enkeltheder i
alle Kroge, herlige Badeværelser, Værkstedet, alt lige til Gæsteværelset, »hvor
Far og Mor kan bo, naar de besøger Dem.« Bygningen og Manden blev
et, hans levende Tanker og varme Forstaaelse af unge Mennesker gik en til
Hovedet, og man spurgte sig selv: skal du virkelig leve der? Og saa var
det endda kun den udvendige Side af Sagen — fuld Frihed og Selvstyre
indadtil, det var vidunderligt. Det første Aar saa vi ham næsten daglig.
Kolliegiet blev vist frem, Folk skulde interessere sig for det, og der kom
mange høje Herrer fra alle Kanter. Direktør Hagemann viste Hjemmet frem
saa glad over det som en rigtig Far. Jeg har aldrig kendt et Menneske, der
var mere fri for Snobberi, bare ivrig for at andre skulde forstaa og følge
med i dette nye. Men der var naturligvis ikke saa faa, som rystede paa Ho
vedet alligevel, og en gammel Oberst udtalte højlydt sin Misbilligelse: »De
lever jo som Lorder; det er bare til at ødelægge unge Mennesker med, de
bliver forvænte og fordringsfulde; det er Savn og drøje Tider, der giver Rygrad« ;
og Obersten talte og forklarede omstændeligt, hvad Modgang kan udrette, og
ved Siden af ham gik vores Kollegiefar med et lille fint Smil og hørte til.
Det faldt ikke Obersten ind, at denne Mand, der fra han var 23 Aar gam
mel havde faret om i Verden og staaet i saa mange store og ansvarsfulde
Stillinger, denne Mand med de kloge, levende, følsomme Øjne maaske sad
inde med en Verdenserfaring større end hans egen og muligvis ogsaa nok
kendte lidt til, hvad Savn og Smerte kan virke i et Menneske Men Sagen
var, at Obersten var gammel, og Hagemann var ung, saa ung i sit Sind, at
hele hans lange virksomme Liv ikke havde kunnet gøre ham gammel. Der
for var det, naar han kom om Søndagen og drak Frk. Johansen s gode Kalle
med os, ja, altid naar han kom, at Stemningen ikke blev trykket, men oplivet.
Han holdt ikke Foredrag, men spurgte om vor Mening og hørte efter, selv
om den var nok saa umoden. Da der i Begyndelsen var megen Tale om,
hvordan man skulde faa den rette Inspektør paa Kollegiet, og der var tusinde
Vanskeligheder, sagde han en Dag og lo saa smaat: »Ja, jeg trori Grunden,
jeg selv vilde egne mig bedst, jeg tror ikke, det vilde være svært lor mig«,