319 / 437
ERINDRING
31
og det røg ud af os, som hørte paa : »Det tror vi heller ikke.« Nej, han
prækede og moraliserede ikke, men hans Tanke gennem det altsammen brød
frem paa saa mange Steder, at man maatte være døv og blind for ikke at
blive inspireret af den. For Resten maa jeg sige ved at se tilbage paa os
Alumner, som vi var, tager vi os nærmest ud som Ilsebil i Æventyret, der
vil ej, som hendes Husbond vil, for nu vil hun være Konge, Pave osv. For
dringerne steg bestandig — saa blev der givet flere Penge til Festlighederne,
saa ønskede man Cigarautomat etc.; han gav og vi tog. Ja, eta de ganske
almindelige Menneskebørn flyttede ind i Slottet, gik Fuldkommenheden at
det, der kom Kakkelakker, evindelige Kortslutninger, stridfyldte Generalfor
samlinger og Ankeprotokolkampe. Frøken Johansens Mad var selvfølgelig god,
men alligevel . . . Musikken var dejlig til Tider, men for nervøse og trætte
eksamenslæsende blev den mange Gange en Pest og en Plage. Man debat
terede Onderne, og fandtes der ingen Udvej, ja, saa var der jo Direktør
Hagemann. Jeg husker Begyndelsen af hans Svar paa et af vore Klageskrif
ter. Den lød: »Hvordan denne Misère er opstaaet, vil jeg ikke spilde et Ord
paa, men kun se, hvordan vi bedst kan faa den af Vejen«. Generalforsam
linger og Ankeprotokoller vilde blive magre, hvis vi havde fulgt hans Eks
empel. At han, som var saa klar og fri for Vrøvl, har kunnet holde os ud,
har tit forbavset mig, men saa kommer jeg til at tænke paa noget, han en
Gang viste os ude paa Borupgaard. Der var en ganske lille Dam, hvor Æn
der og andet levende muntrede sig. Den Slags Ting plejer Folk at holde
skjult foran Hovedbygningen, hvor Haven skal tage sig ud, men han havde
fjernet Buskene, der gemte det, sagde han, fordi han saa godt kunde lide at
se paa det. Det var det levende i det hele taget, der tiltrak ham, derfor var
han glad mellem unge Mennesker, jo yngre jo bedre
væk med Buskene,
der stod i Vejen. Derfor satte han saa meget ind paa at give dem et endnu
større Livsfond at tage af, og det Hjem, han gav dem, skulde, som Legat
fundatserne viser det, være et rigtigt Hjem med faste Festdage, hvor hvert
eneste Medlem blev historisk knyttet til det hele, kun bundet af Hjemmets
Tradition. Han selv er borte, og vi, der var der fra Begyndelsen, er nu kun
en Erindring, men med Rette eller Urette er vi blevet et Led i hans Tanke.
Saa lad os holde dette fast, at en saa begavet og evnerig Mand, saa sand
færdig og ægte, saa fin og forstaaende som den, der skrev sin Erindring om
»en Tur til Amerika«, han har givet Danmarks unge studerende Mænd og
Kvinder et saa stort Tillidsvotum, som Hagemanns Kollegium er, givet dem
Frihed med Appel til deres Ansvarsfølelse og Studiehjælp med Appel til de
res Æresfølelse. Lad os erindre det.
ELLA LUKER, f. Hauch.