315 / 437
LIDT OM HAGEMANNS FORHOLD TIL KOLLEGIET I DETTES FØRSTE AAR
27
Bøjelighed, han besad overfor alle Forhold, han ikke havde fuldt Overblik
over. Det var tydeligt nok, at det langtfra morede barn, og at han kun for
det gode Forholds Skyld gjorde gode Miner til slet Spil. Jeg ved ikke hvor-
meget heraf der skyldtes, at han altid selv havde været et Mønster paa
Orden og Pligtopfyldelse helt ud i Smaating, saadan som han nu stod for
os, og hvormeget der skyldtes, at han tænkte paa den opdragende Betyd
ning, det havde at bremse de unge Mennesker, naar disse slap deres Natur
løs paa en Maade, saa de nævnte Egenskaber vaklede paa den Førsteplads,
han aldrig fandt det naturligt, de noget Øjeblik blev trængt bort Ira. Hvis
Hagemann blot en enkelt Gang kunde have staaet frem i Alumnernes Kreds
og berettet om nogle Spillopper eller gale Streger, han selv havde lavet i sin
Ungdom, vilde dette have hjulpet ham et mægtigt Skridt fremad mod den
Fortrolighed, han attraaede. Ved en Middag paa Borupgaard, hvor Forhol
det mellem Hagemann og Alumnerne blev bragt paa Bane, forstod jeg paa
Hagemanns resignerede Ord og bekymrede Mine, at han var naaet frem til
Erkendelse af, at her var et Punkt, hvor han maatte nøjes med betydelig
mindre, end han havde tænkt sig. At han under den videre Udvikling al
Forholdet til Alumnerne med Glæde tog imod, hvad han kunde faa, og at han
paa sin Side lagde Umage ind for at stræbe hen imod det smukke fortrolige
og hjertelige Forhold, var let at iagttage overalt, hvor Hagemann kom samr
men med Alumnerne. Naar han Søndag Eftermiddag trakterede os med
Kaffe og Kager i Kollegiets Spisestue, kaldte os sammen ved vore Øgenavne
og selv gik rundt og skænkede Kaffen for os, var han ret i sit Es, og hans
Ansigt fremviste akkurat det samme veltilfredse Smil, som naar han fodrede
sine mange Kyllinger paa Borupgaard. Og naar Hagemann i Indledningen
til Kollegiets første Aarsskrift selv erklærer, at han har Vanskelighed ved at
gøre Rede for Udspringet for sin Tanke om Kollegiets Oprettelse, kunde en
Udenforstaaende maaske pege paa hans Kyllingegaard som en lille Vejled
ning til Efterlysning af det Træk i hans Karakter, hvor Kollegietanken fød
tes. Hagemann var en stor og stærk Mand i Forhold saavel til Kyllinger
som til unge Polyteknikere, og at det store og stærke, naar den humane
Aand er til Stede, føler Trang til at beskytte det svage og hjælpeløse, er
intet ukendt Fænomen. For Hagemann skulde der vel at mærke tillige være
Betingelser til Stede for, at Hjælpen kunde gøre det svage stort og kraftigt,
hans Trang til Hjælpsomhed havde intet blødagtigt Præg. I sit Forhold til
Alumnerne var Hagemann fremfor alt bange for at komme til at staa som
en Tugtemester, som vi nærede Frygt for, og naar han, sikkert under store
Vanskeligheder med at finde en tilstrækkelig forsigtig Form, havde tilfreds
stillet sin Natur og revset Alumnerne for et Par Kroner, som de ved Skødes
løshed eller Uorden havde bebyrdet Kollegiets Konto med, skyndte han
sig gerne at klappe efter ved at tilbyde os et eller to Hundrede Kroner til
en Udflugt eller Festlighed. Herpaa haves mange Eksempler. Efter saaledes
at have tilbudt os 150 Kr. til at festligholde Fru Hagemanns Fødselsdag
d. 27. September skriver han: