Previous Page  314 / 437 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 314 / 437 Next Page
Page Background

Paa en Gang kan det maaske ikke komme, og for mange af Alum­

nerne vil det maaske falde unaturligt; men det falder ogsaa højst una­

turligt at blive tiltalt »Hr. Direktør«, ligesom det stikker mig i Halsen,

naar jeg siger »Hr. Student Hansen«.

Vil de debattere Sagen med Deres Inspektion og derefter i videre

Kredse og søge at komme til en lidt varmere, hyggeligere Betegnelse af

Deres hengivne

G.

A. Hagemann.

Et Brev fra Hagemann en Uge senere lyder saaledes:

K øben h avn den 20. D ecbr. 1908.

Til de hjemrejsende Alumner.

Med paa Rejsen vil vi gerne give Dem vor bedste Julehilsen: »en

glædelig Julefest«!

Vi har søgt at gøre Kollegiet saa hjemligt for dem, som vi for­

manede, men Hjemmet er dog Hjem, især i den kære Juletid. Rejs

da glade hjem til Mo’er og Fa’er og bring ogsaa dem vort Ønske om

en glad Jutefest. - Kom igen styrkede hjem til Kollegiet til et glædeligt

Nytaar og deres hengivne

Kollegie Mo'er og Fa’er.

Saa hjerteligt, som Hagemann ønskede Forholdet mellem sig og Alumnerne,

blev det aldrig. Vi var for stive og formelle, havde vel for megen Respekt.

Hagemanns fremragende Egenskaber og høje Stilling i Samfundet, der skin­

nede stærkt i Øjnene paa os unge Polyteknikere, stillede sig her hindrende i

Vejen for hans egne Ønsker. Og Respekten og Ærbødigheden, der fra først

af var fremkaldt ved de Efterretninger, der var os bekendte om Hagemanns

Liv og Virksomhed, uddybedes ved den nærmere Berøring i stærkere For­

hold end de Følelser, der skulde fostre Fortroligheden og Hjerteligheden.

Ikke saaledes at forstaa, at Hagemann gjorde Indtryk paa os af at være

nogen streng Mand, tværtimod stod han for os alle som en overordentlig

rar Mand, som vi trygt kunde gaa til med alle ikke selvforskyldte Besvær­

ligheder, men han gjorde vist i faa Ord fortalt Indtryk af at være for meget

Idealist i sit Syn paa unge Mennesker, til at disse overfor ham turde oprulle

noget længere Stykke af sig selv. De mindre oplyste Pletter, der kan være

i unge Menneskers Væren og Færden, syntes ham temmelig ukendte, og man

ønskede ikke paa dette Punkt at levere ham Stof til det Studium, man følte,

han anlagde overfor alt, hvad han ikke kendte tilbunds i Forvejen. Den

rare Onkel, som har Børnenes fulde Fortrolighed, maa vist ofte se igennem

Fingre med Børnenes Unoder og gaa ind paa deres Spillopper, have let ved

til Tider at slaa af paa Fordringerne til punktlig Pligtopfyldelse og nøjagtig

Orden, kunne smile overbærende og forstaaende af de unge Menneskers

Letsindigheder ved Tanken om dengang, han selv bar sig ligesaadan ad. Alt

dette kunde Hagemann kun tildels og kun i Kraft af den overordentlige

26

LIDT OM HAGEMANNS FORHOLD TIL KOLLEGIET I DETTES FØRSTE AAR