314 / 437
Paa en Gang kan det maaske ikke komme, og for mange af Alum
nerne vil det maaske falde unaturligt; men det falder ogsaa højst una
turligt at blive tiltalt »Hr. Direktør«, ligesom det stikker mig i Halsen,
naar jeg siger »Hr. Student Hansen«.
Vil de debattere Sagen med Deres Inspektion og derefter i videre
Kredse og søge at komme til en lidt varmere, hyggeligere Betegnelse af
Deres hengivne
G.
A. Hagemann.
Et Brev fra Hagemann en Uge senere lyder saaledes:
K øben h avn den 20. D ecbr. 1908.
Til de hjemrejsende Alumner.
Med paa Rejsen vil vi gerne give Dem vor bedste Julehilsen: »en
glædelig Julefest«!
Vi har søgt at gøre Kollegiet saa hjemligt for dem, som vi for
manede, men Hjemmet er dog Hjem, især i den kære Juletid. Rejs
da glade hjem til Mo’er og Fa’er og bring ogsaa dem vort Ønske om
en glad Jutefest. - Kom igen styrkede hjem til Kollegiet til et glædeligt
Nytaar og deres hengivne
Kollegie Mo'er og Fa’er.
Saa hjerteligt, som Hagemann ønskede Forholdet mellem sig og Alumnerne,
blev det aldrig. Vi var for stive og formelle, havde vel for megen Respekt.
Hagemanns fremragende Egenskaber og høje Stilling i Samfundet, der skin
nede stærkt i Øjnene paa os unge Polyteknikere, stillede sig her hindrende i
Vejen for hans egne Ønsker. Og Respekten og Ærbødigheden, der fra først
af var fremkaldt ved de Efterretninger, der var os bekendte om Hagemanns
Liv og Virksomhed, uddybedes ved den nærmere Berøring i stærkere For
hold end de Følelser, der skulde fostre Fortroligheden og Hjerteligheden.
Ikke saaledes at forstaa, at Hagemann gjorde Indtryk paa os af at være
nogen streng Mand, tværtimod stod han for os alle som en overordentlig
rar Mand, som vi trygt kunde gaa til med alle ikke selvforskyldte Besvær
ligheder, men han gjorde vist i faa Ord fortalt Indtryk af at være for meget
Idealist i sit Syn paa unge Mennesker, til at disse overfor ham turde oprulle
noget længere Stykke af sig selv. De mindre oplyste Pletter, der kan være
i unge Menneskers Væren og Færden, syntes ham temmelig ukendte, og man
ønskede ikke paa dette Punkt at levere ham Stof til det Studium, man følte,
han anlagde overfor alt, hvad han ikke kendte tilbunds i Forvejen. Den
rare Onkel, som har Børnenes fulde Fortrolighed, maa vist ofte se igennem
Fingre med Børnenes Unoder og gaa ind paa deres Spillopper, have let ved
til Tider at slaa af paa Fordringerne til punktlig Pligtopfyldelse og nøjagtig
Orden, kunne smile overbærende og forstaaende af de unge Menneskers
Letsindigheder ved Tanken om dengang, han selv bar sig ligesaadan ad. Alt
dette kunde Hagemann kun tildels og kun i Kraft af den overordentlige
26
LIDT OM HAGEMANNS FORHOLD TIL KOLLEGIET I DETTES FØRSTE AAR