325 / 437
ET ÆVENTYR
37
jeg muligvis ordne et godt og fornuftigt Opholdssted for dig, medens du
er her. Men det er ikke umuligt, at jeg selv rejser bort i Begyndelsen
af Februar Maaned, saa derefter maa dit Brev til mig jo rette sig.
Det Ord »der grosse Wald« minder mig om en skøn tysk Sang:
Wer hat dich, du grosser Wald,
Auf gebaut so hoch da droben?
Nur den Meister will icli loben
So lang’ noch mein’ Stimm’ erscballt!
Kommer du her ned, skal du lære at synge den, at den senere kan
klinge i dine store stille Skove, naar Øxen falder mod de ranke Fyrre
stammer.
Efteraaret begynder nu her med Regn og Slud og lange Aftener, og
vi indretter os derefter. Hvor dog Sommeren er skøn og forfriskende.
Med venlige Hilsener, din hengivne Ven
G . A . H c i g e m a n n .
Saaledes og ikke anderledes gik det til, at jeg, en fattig uvidende bonde
gut fra en norsk fjeldbygd, kom i venskabsforhold til en av Danmarks
største mænd.
Og saa kom jeg til København med den hemmelige Tanke at bli stor
maler. Om jeg nu ikke blev det, saa lærte jeg dog adskilligt.
Blandt
andet, at det ikke er »springande veg« op paa berømmelsens tinde! — Og
det var jo alt noget, bare det. —
Det var ikke frit for, jeg var lidt fortumlet i hodet og længted tilbake
til den ensomme skog i førstningen. Der var saa mange ting i den store
by, som overgik min forstand. Det ene overgik det andet. Saa halsbræk
kende dristigt. Og det var ikke frit for, det var lidt vemodigt at se Thor-
valdsens musæum saa rent overstraalet! Saa rent forglemt og bortgemt
laa det. Og de prægtige friserne utenfor, som forestillede Thorvaldsens hjem
komst — ja, de er vel restaurerede nu, men dengang var de paa god vei til
at bli utviskede, som selve museet var paa vei til at bli utvisket i de gode
Københavneres erindring.
Men jeg faar holde mig til mit billede, skal jeg faa det færdigt,
Det er vist at frygte for, at jeg holder for længe paa med det. Det
biir bare utvisket. — Men det er noget jeg graver i min erindringskiste
efter: Mit første møte med eventyrkongen! Saken er: jeg var saa rent
fortumlet den dag jeg først kom til kollegiet. Og da jeg endelig stod ansigt
til ansigt med kongen, var han jo ogsaa lidt anderledes, end jeg hadde tænkt.
— Skønt, naar jeg fik summet mig litt, skjønte jeg nu, at altsammen var
i orden og rigtigt, fra haandslaget til de store kloke øjnene. Og saa var
han saa venlig og forekommende. Og skjønt han hadde vist frygtelig travlt
og meget at staa i, saa tok han sig av mig og hjalp mig tilrette. En høi-
voksen staut kar, som hette Holm gav han mig til tjener. — Husker ikke
om Holm var livreklædt — det hadde vel passet i eventyret. Meget mas
hadde hr. Holm med at lære mig den danske uttalen.