45 / 437
DET SVUNDNE AAR
7
kåd, stille, vild og faldrig.
En ljeldelv går ei altid hent,
den kommer iram vel noget sent,
dog bedre sent end aldrig!
Det rare er ved slig en elv,
den standser, stirrer i sig selv
helt som fortapt og drømmer!
Mens atter det i næste Stund
bær vildt afsted paa stenig grund,
— den imod havet strømmer.
Dog er forskellen bare den
paa elven og paa elvens ven,
den sidste kan ei drage,
hvis ikke man ham kaster taug,
som holder ham tilbage!
— For ham, som med en hjælpsom hånd
mig rakte taug i hjertets ånd,
jeg vers nu av mig river!
Og da jeg ved, det hele Folk
i slig en Mand har følt sin Tolk,
til Danmark jeg dem giver!
Jeg takker hele Danmarks Land
og specielt den ene Mand,
som fik min glædes tåre.
Farvel, du fagre land, farvel!
Jeg rejser hjem til mine fjeld,
jeg savner dem saa såre!
Sveinung Svalasioga.
I et Brev af 9de Oktober skriver han: Naar jeg gaar i Skogen alene,
biir jeg ofte tungsindig, men ogsaa glad . . . da begynder jeg at livne til og
sjunge: W er hat dich du schöner Wald, aufgebaut so hoch da droben? Jeg
ser, at skogen er vakker, og alt, som lever, ei \akkeit og godt. Jeg findel
malersagerne og maler, til jeg biir stiv i fingrene a\ host. Så huggei jeg
mig varm paa de knistede fjeldgraner.
Mon Sveinung Svalasioga igen vil gæste Kollegiet ?
For det materielle Velvære har Økonoma Frøken
Johansen
sørget paa
del bedste, og Festbord har hun dækket for Alumner og Gæster. Bestyrelsen
skylder hende Tak, fordi hun har paataget sig at ordne Kollegiets Linned
vask paa en væsentlig billigere Maade end det første Aar. Kollegiet har i