GAHagemannsKollegium

FLISEMALEREN

Og af og til der samled sig en Klynge

af Folk, som hviskede: »han maler godt,«

og kasted villigt deres Skærv til Staklen

til Tak for alt hans rødt og gult og blaat.

Hver Aften kom jeg hjem ad disse Veje,

hver Morgenstund gik jeg forbi igen;

da havde travle Koste fejet Gaden;

de blanke Stene laa urørte hen.

Saadan gik Tiden, hver en stille Aften

Farver og Lys i Overflod at se,

og næste Morgen samme nøgne Tomhed

— forsvundet — borte som en Tøvejrssne.

Men saa en Aften ud paa Efteraaret,

hvor Himlen mørkned i et Stjærnevæld,

kom jeg forbi — der stod den samme Maler —

uvirksom, tavs, hensunket i sig selv.

Han stod og stirred mod den sorte Bue,

hvor hvide Stjærnehære lyner ud

med mægtig Lysglans gennem Tiders Rullen

og bringer Jorden Evighedens Bud.

Og Manden stod forstenet i sin Stirren,

han saa som en, der nu og nu først ser,

men fra den Aften var hans Fliser tomme,

fra denne Aften saas han ikke mer.

E. H.

DAGLIGSTUENS BILLEDER.

en ringe Tak for alt, hvad jeg gennem de to Billeder, der findes

ophængte i Kollegiets Dagligstue, I. F. Willumsens Bjærgbestigerske og

Axel Jarls’ gryende Dag, ved dagligt Samliv i min Studietid hei paa Kol

legiet, har modtaget af Skønheds- og Tankeindtryk, efterkommer jeg gerne

Redaktionsudvalgets Opfordring til mig om at ledsage Gengivelsei af Bil