61 / 437
AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTORIE
23
hørte opmærksomt efter og forsvandt, naar timen var forbi, stilfærdig, altid alene,
aldrig saa meget som hilsende paa nogen.
Jeg fik medlidenhed med ham; jeg kendte selv til at være ensom, det kunde
i disse forste studenteraar komme snigende over mig med en knugende fornem
melse, saa at jeg maatte skynde mig hen til en kammerat for at faa lov til at
være sammen med et menneske, som kendte mig. Jeg tænkte mig, at Kastrup
var langt mere ensom end jeg, og jeg syntes, at han maatte være meget ulykke
lig, hvis han da ikke var af en helt anden natur.
Jeg besluttede at gore et forsøg paa at komme til at kende ham, og en dag
satte jeg mig ved siden af ham og spurgte, om han ikke kunde laane mig en
blyant; paa denne basis indlededes vort bekendtskab, og til min store forundring
saa jeg, at han, da isen forst var brudt, kom mig imøde med en hjærtelighed,
som jeg ikke havde troet, han kunde eje.
Vi blev altsaa helt gode venner, og jeg lærte i ham at kende et til det yder
ste fintfølende og næsten sygelig beskedent menneske, altid besjælet af en sand
rædsel for at være paatrængende. Det var aldrig
h a m .
der søgte
m i g .
men altid
omvendt, jeg maatte invitere ham flere gange, for han kom og besøgte mig; selv
bode ban i et beskedent pensionat, hvor en flok lystige unge handelsmænd, kunst
nere og studenter nok holdt af at gore ham til skive for deres vittigheder, uden
at det faldt ham ind at tage til genmæle.
— Men jeg opdagede, at han led under sin tilbageholdenhed, han længtes i
virkeligheden efter at leve med i den verden, der omgav ham, og han sorgede
over sine manglende ævner til at meddele sig til andre; men hans skyhed for at
være paatrængende, hans beskedenhed og forlegenhed og ikke mindst hans man
gel paa interesse for alle disse smaating, hvormed andre udfyldte hullerne i deres
tilværelse, alt dette syntes at sætte uoverstigelige mure mellem ham og de andre.
Jeg forsøgte at drage ham ind i min bekendtskabskres, men det lykkedes
ikke, han
g j o r d e
sig ikke, sad blot og hørte til og blandede sig aldrig i samtalen.
Man fandt ham kedelig og haabløs og forstod ikke, at jeg gad beskæftige mig
med ham; men paa tomandshaand kunde han være helt livlig i sin interesse for
en eller anden sag.
Hans forhold til kvindekønnet var næsten rorende; kvinden var for ham det
allerskonneste i den verden, som han ikke kunde komme ind i; en lang og haab
løs forelskelse havde gjort hans følelser abstrakte, og hans tilbageholdenhed, som
isolerede ham mellem kammeraterne, var naturligvis endnu stærkere, naar han en
sjælden gang var i selskab med damer. Hvis han nogensinde har misundt andre
noget, saa har det været den frimodighed, hvormed de kunde omgaas unge piger.
Han indrommede sin umulighed med et resignert smil og mente, at saadan, som
han nu var, maatte han blive, og at han maatte tage konsekvenserne af sin kede
lige natur.
I rusaaret søgte jeg tit Kastrups selskab, og vi fik os mangen dybsindig pas
siar. Senere skiltes vore veje, hver havde sit studium, jeg fandt nye venner, og
et saa tilbageholdende menneske som Kastrup kommer man let bort f r a ; vi saas
sjældnere og sjældnere, der kunde gaa mange maaneder, til sidst saa jeg ham slet
ikke i over et aar.