GAHagemannsKollegium

AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTORIE

Saa en dag mødte jeg ham paa gaden, og han standsede mig glædestraalende

og sagde:

» Kære, det var morsomt, jeg traf dig, ved du, jeg er blevet forlovet?«

Den frejdige maade, han sagde dette paa, forbavsede mig endnu mere end

den i og for sig overraskende meddelelse.

»Men dog, er du blevet forlovet? det aner jeg ikke — til lykke!«

Jeg søgte at skjule min forundring.

»Tak, — ja, det er gaat som i et æventyr, forsikrer jeg dig.«

»Ja, det tror jeg, — det havde jeg ikke ventet saa snart.«

»Hør, det var morsomt, jeg mødte dig, maa jeg ikke have lov til at invitere

dig sammen med min kæreste, det vil more hende at se den eneste ven, jeg no

gensinde har haft. Kan du ikke komme imorgen aften?«

»Jo tak, det vil jeg gærne, det vil glæde mig at se din kæreste.«

»Du vil nok synes godt om hende.«

»Bor du endnu i — — —«

»Nej, jeg er flyttet, Louise syntes, det var et daarligt sted. — Men jeg har

travlt.«

Jeg fik adressen, og Kastrup forsvandt hen ad gaden; jeg stod tilbage,

næsten lamslaaet over den fart og frejdighed, der var kommet over ham. Jeg var

meget spændt paa, hvad jeg skulde se næste aften.

Kastrups nye værelse var betydelig pænere og hyggeligere end det, han for

havde. Jeg fik tid til at se mig lidt om, inden hans kæreste, frk. Louise Elman,

kom; der var det par gamle billeder, jeg kendte, alle hans bøger og tobaksluften

var der ogsaa, men i arrangementet kendte jeg en ny haand, en lettere og

fixere smag.

Saa bankede det paa doren, og en ung pige, nydeligt klædt paa, røde kinder

og gule krøller, stod et ojeblik efter i værelset, Kastrup hjalp hende tojet af og

præsenterede, hun viste et meget indtagende smil. Jeg blev virkelig forlegen, for

o m

jeg havde ventet, at Kastrup vilde være istand til at faa en kæreste, der saa

saa godt ud, men jeg blev endnu mere overrasket, da jeg opdagede, at hele hendes

væsen var saa tindrende frisk og fjantet, at selv Kastrup smittedes deraf og lo og

vrovlede m e d ; det var meget morsomt.

»Men nu skal De høre, hvordan vi lærte hinanden at kende,«

/ a g d e

hun.

»Nej, prøv engang, om du kan gætte hvordan.«

»Ja, jeg ved da, at det ikke var dig, der sagde det forste ord.«

»Jo jo, det var det netop, kom det fra dem bægge to. »Men hvor tror du,

det var?«

»Ja, jeg kan jo ligesaa godt gætte paa, at det var paa gaden, det er mig

ganske umuligt at ane.«

»Haha, det var netop paa gaden,« lo hun.

»Paa gaden! Nej, ved De hvad, det faar De mig ikke til at tro.«

»Jo, det var paa gaden,« sagde Kastrup, »paa Frederiksborggade; der mødte

jeg en ung pige, der saa ud omtrent som Louise der, og idet jeg gik forbi hende,

saa lød det, som om hun sagde noget til mig.«

»Jeg sagde virkelig ikke et ord.«