63 / 437
AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTORIE
25
»Nej, men jeg syntes nu, du sagde noget; og saa vendte jeg mig om og
sagde hvadbeha’r; og saa vendte hun sig jo ogsaa om og stirrede paa mig.«
»Hans sagde ikke noget,« faldt frk. Elman ind, »og da vi havde staat saa-
dan lidt og set paa hinanden, saa fandt jeg, at det var for fjollet, og saa spurgte
jeg, om han vilde mig noget. Nej, det vilde han ikke, men han trode, jeg havde
talt til h am ; om han da kendte mig, — nej; saa kom jeg saadan til at le, fordi
vi stod der og saa grinagtige ud.
Men Hans vidste vist ikke, hvad han
skulde gore.«
»Nej, jeg syntes, det var meget pinligt at staa saadan, men Louise fandt, at
det var morsomt, og hun blev staaende og gav sig til at fortælle mig, at hun
havde gaat og ventet paa en veninde, som ikke var kommet, og nu vilde hun
vende om.
Og saa stod jeg jo der og vidste ikke, om jeg skulde sige farvel og
skynde mig bort, for at jeg ikke skulde komme til at følges med hende, naar hun
skulde samme vej. Men Louise har mere sans for det æventyrlige, og hun
spurgte, om vi ikke skulde følges.
»Naa, gaar det saadan til at blive forlovet?« sagde jeg med et smil.
»Nej,« brast det ud af frk. Elman, »det varede skam længe, Hans er ikke
saadan.«
Kastrup bemærkede, at det egentlig altid burde være den kvindelige part,
der tog initiativet, og dermed drejede han samtalen bort fra det farlige konkrete
tilfælde ind paa de abstrakte omraader.
Jeg sad og gjorde mine iagttagelser i aftenens løb og bemærkede, at Kastrup,
selv om han smittedes kendeligt af frk. Elmans lyse og legende væsen, dog
ikke svigtede sin tungere natur; mest kendte jeg ham dog igen paa hans ridder
lighed overfor hende, han var ikke galant i ordets salonmæssige betydning, men
dækkede med en beundringsværdig finhed over de blottelser, som frk. Elman i
sin hurtighed kunde give sig.
Hun var i besiddelse af nogle meget spillende ojne og en mund, som altid
var oplagt til at le; hun var meget sød, men kunde af og til røbe en lidt gene
rende mangel paa opdragelse og kultur for ikke at tale om kundskaber og be
gavelse, men Kastrup syntes ikke at bemærke det. - Hun beundrede Kastrup;
ganske vist forstod hun ham ikke altid, men jo mindre hun forstod ham, des
mere beundrede hun ham. Jeg kom til at tænke paa, at dette forhold dog næppe
kunde bestaa meget længe, forst og fremmest, foidi hun alt i alt ajorde et v
flygtigt indtryk. - Men Kastrup straalede af lykke, æventyret var kommet til
ham, det æventyr, han havde dromt om men aldtig vovet at tro paa, nu
han, at han levede, og han greb om lykken med
bægge hænder, fast bestemtpaa
ikke at spilde en draabe.
Jeg var ofte sammen med dem i den følgende tid; Kastrup trak s.g noget
tilbage, naar jeg var der, for ligesom at sidde i sin gamle graa tilværelse og se
paa den lykke, han nu ejede, og frk. Elman var nok værd at se paa kaad og
glad, fuld af indfald og lojer og ganske bedaarende i et kun halvt bevidst koketten,
men det ærgrede mig, at hun tit gav sig mere afmed migend med ham. Hendes
livlige aand trængte til afvexling, og jeg havde ikke kendt hende stort mere end
en maaned, for jeg anede, at hun var ved at blive ked af Kastrup.