GAHagemannsKollegium

AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTORIE

Vi var meget hurtigt blevet gode venner, paa Kastrups forslag var vi blevet

dus, og Louises fortrolighed var ikke svær at vinde; hun fortalte mig om sin

fortid, der var fuld af smaa kærlighedsæventyr; jo bedre jeg lærte hende at kende,

des tydeligere forstod jeg, at hun engang vilde forlade Kastrup, men jeg haabede

oprigtigt, at det maatte ske sent; og for at jeg i det mindste ikke selv skulde

blive aarsag til katastrofen, besluttede jeg at være forsigtig. Mine besøg bleve

sjældnere, og jeg bestræbte mig altid for at holde Kastrup inde i samtalen; men

det nyttede ikke, at jeg prøvede at undgaa Louise, jeg følte blot endnu tydeligere,

hvorledes hendes interesse flyttedes fra Kastrup over til mig.

Min stilling var ved at blive mig for pinlig, og jeg grebda mcd glæde et

tilbud om en vikarplads i Jylland. I tre

maaneder sad jegderovre langt fra

hovedstaden og uden efterretning fra Kastrup.

Da jeg kom tilbage til byen, opsøgte jeg ham saa snart som muligt og fandt

ham i nedtrykt humør; jeg spurgte om Louise, han svarede undvigende; saa

prøvede jeg at tale om andre ting, men han var adspredt; jeg var ikke i tvivl

om, at han saa ulykken nærme sig.

Et par dage efter mødte jeg Louise paa gaden i selskab med en herre; hun

standsede mig, ønskede mig velkommen tilbage og præsenterede mig for skue

spiller Ask, en meget soigneret ung herre med et glat smil. Louise var forceret

og fortalte mig en mængde ting om, hvordan hun og Kastrup havde savnet mig,

Kastrup var i daarligt humør, det var ikke saa morsomt, nu hjalp det nok, naar

jeg kom og saa til ham, og saa fik jeg et

par smaahændelserfra densidstetid,

altsammen ret mærkelige ting at fortælle i

Asks nærværelse, jeg sagdefarvelsaa

snart, jeg kunde.

Louise var tit sammen med Ask og var altid optaget af ham, hun kunde

ikke lade være med gang paa gang at tale om ham i alle mulige forbindelser,

hun kom sjældnere hos Kastrup, jeg kunde se det paa den uorden, man ofte

fandt paa hans værelse, hun taalte ikke saadan noget. Kastrups humør blev

værre og værre; jeg saa, at han bestræbte sig for at være venlig imod hende

og skjule sin bitterhed, og hun paa sin side gjorde alt, hvad hun kunde, for

at vise sig god imod ham, men overfor mig var hun flere gange lige ved at

tilstaa, hvordan sagerne stod, jeg var ialfald ikke i tvivl.

Det var en regnvejrsdag i oktober, jeg huskerdet saa tydeligt, som det var

igaar, da Kastrup stod i min stue og spurgte, om han maatte tale fortroligt med

mig. Hans stemme lød tonløs og hans uanselige skikkelse saa helt usselig ud,

som han stod der lidt ludende. Jeg vidste, at det var ham svært at bede om et

andet menneskes fortrolighed og navnlig i et saa trist tilfælde.

Jeg bad ham sætte sig ned, og han satte sig paa kanten af en stol, støttede

albuerne paa knæerne og saa ned i gulvet.

»Du maa undskylde, at jeg kommer og her dig om hjælp,« sagde han, »hvis

det kun var for min egen skyld, saa . . . men

det drejer sig om et andet

menneske.«

»Jeg skal gærne hjælpe dig, hvis jeg kan, men jeg er bange for . . .«