GAHagemannsKollegium

AARETS BEGIVENHEDER

udlevere, for lo dage efter, at hans ydersle frist var udløben, tilstod han

smilende, at han rent havde glemt det. Disse to exempler belyser paa

fyldestgørende maade den iver, hvormed der arbejdes paa G. A. Hagemanns

kollegium opimod examen.

Men nu stod vi jo der i den yderste nød, og undertegnede besluttede

da at ofre sig for opgaven. Jeg har imidlertid kun boet paa kollegiet i

lidt over et halvt aar og kender altsaa kun halvdelen af de begivenheder,

jeg paatog mig at skildre; jeg blev derfor nødt til at behandle sagen jou i-

nalistisk, hvilket som bekendt vil sige, at man skriver om ting, man ikke

har begreb om.

„

Mit stof tænkte jeg mig at hente hos de forskellige inspektionsformænc

i det forløbne aar, og min opgave faldt da i fire dele: interviews med

d ’hrr. A.

H. Hansen, Lyngbeck, Juni

Hoffmeyer.

Jeg henvendte mig forst til hr. A. H. Hansen. Han modtog nng med

sit beromte sarkastiske smil, dette smil, som burde kinematograieres og op

bevares paa kollegiet til belæring for kommende inspektionsformænd.

engang imødekommende og overlegent, vittigt og tort, forbeholdent og u -

tryksfuldt, giver det et fortræffeligt billede af, hvorledes kollegiet lededes i

hans formandstid.

Jeg bad hr. A. H. Hansen om at give mig nogle oplysninger 0111

begivenheder, der var forefaldne i de sidste maaneder af lians funktionstid.

»Tja,« sagde A. H. Hansen og gned sine ojne, »der skete vist ikke noge .

»Var der ikke fest den 27nde september?«

»Jo — Fru

H a g e m a n n s

Festlegat traadte jo i Kraft,

o g

vi havde Middag

og hen paa Aftenen Bal. Verandaen var pyntet med Guirlander og kuløl e

Lamper.«

»Det var altsaa vellykket.«

»Men ellers var det en stille Tid.«

»Intet kollegiepolitisk rore?«

»Nej alt var stille.«

»Og generalforsamlingen i oktober?«

»Den var meget stilfærdig, der var kun en Liste, og den sejre e.«

»Lyngbeck,3 O l s e .f 'og Holm blev valgt. Siden har jeg haft det saa

fredehgt. «bu^er ^ ^ . A

Hansens stuf, at jeg plxrdselig føler, hvor

slemt jeg krænker

e x a m e n

sfreden.

Hansen

» J a

undskyld, at jeg forstyrrede,« siger jeg og gaar. A. H. Hansen

følger mig til doren med et ubehagelig spidst snu .

^ar

»Naa De er altsaa Medarbejder ved Aarssknftet Hi. H ., c c

n0k Der er ikke medlidenhed i hans blik men en væmmelig overlegen ironi,

; ea faal Jog en anelse om, at det kun er en paatagen overlegenhed

“ »Jeg tror alligevel gærne, De vilde være med til det arbejde, hvis

hOTd»eja ,dhvis jeg bare havde Tid,« siger han og lukker doren elter mig.