GAHagemannsKollegium

AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTORIE

mærkede, at h u n ikke duede til det, h u n maatte leve sit eget liv og søge lykken

paa de steder, h v o r hu n kunde tinde den.

Siden h a r jeg tabt hende af syne, men h u n h a r fortjent at blive lykkelig

alene for det, som h u n v a r for K a s tru p

H a n faldt nem lig ikke tilbage til sin

tidligere passivitet, h u n havde læ rt h am at slutte sig til mennesker, og han vidste

at skónne derpaa.

D e r v a r vel gaaet en maanedstid, da han en aften, vi sad sammen, gav sig

til at tale om Louise.

Det lignede

h am ikke,

jeg tænkte m ig derfor, atder

v a r noget, han vilde have, jeg skulde vide.

»Jeg h a r læ rt meget af hende,« sagde han, »jeg h a r læ rt at omgaas mennesker

og at forstaa mennesker; jeg tror, der maatte en na tu r som hendes til; du for

søgte engang, men det lykkedes ikke for dig, det kun de aldrig væ re lykkedes.«

» D e r skulde vel ogsaa en kvinde til,« indskød jeg.

»Ja, du h a r ret. — — — H u n v a r henrivende, — jeg saa godt, h u n havde

store mangler — vel mest i ku lturel henseende, — men jeg mente, jeg kunde

have bødet derpaa. — H u n v a r et levende menneske, det v a r saa underligt, at

h u n kunde b ryd e sig om m ig, hvad m o n h u n saa i m ig ? «

» E t ideal for sig, tænk er jeg, den modsæ tning, som h u n maatte længes haab-

løst efter.«

»Maaske. — D e r v a r mere godt i hende, end jeg forst vilde tro. — - Ja, du

h a r jo faaet lov at følge historien i alle enkeltheder,« sagde han smilende. »Louise

v a r ikke saa undselig som jeg, men en anden gang vil jeg nu beholde det hele

for m ig selv.«

»N a a — d u tænk er allerede paa en anden gang?«

» J a — nu er jeg jo blevet et rigtigt menneske.«

SKYER .

D a Solen uar Glød og Dagen bragt

drev Stormen de tunge Skyer paa Flugt,

til sønderflængte

og blodbestænkte

i Nattens Mørke de hylled sig ind.

Dog vared det kun en ringe Stund,

før Maanen viste sig kølig og rund.

Da saa man dem hvide

og hele glide

igennem det sølvklare Maaneskin.

JANUS THOMSEN.