GAHagemannsKollegium

AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTOBIE

»Jeg er bange for, at du vil tabe den sidste rest af sympati for mig, naar

jeg h a r sagt dig, hvad det er; men det faar være.«

» H v o r f o r skulde jeg dog tabe m in sympati for dig?«

»M a n taber altid sympatien for et menneske, som paatager sig en opgave,

han fuldstændig mangler æ vne r til at løse.«

»Jam e n du kan dog ikke göre for . . .«

» D u ved ikke, hvad der er i vejen, det er det dyreste, det gælder, Louise.«

» Kæ re , jeg h a r jo vidst, det maatte komme.«

»Saa h a r du kendt mig bedre end jeg selv.«

» H v o r f o r det? — det er dog ikke din skyld.«

»S k y ld og skyld, det er mit ansvar, det er mig, der burde tage følgerne, men

det er hende, som k omm e r til at lide under det.«

»Louise? — nej, Kastrup, det kan være meget smukt af dig at tænke paa hende,

men naar du ved, hvad der er i vejen, saa behøver du virkelig ikke at være

bekym ret for hende, h u n er en lykkelig natur; men hvis der er noget, jeg kan

hjæ lpe dig med, saa ved du, at jeg vil göre for dig, hvad jeg kan.«

K a stru p havde rejst sig op, han stod midt i det halvmörke værelse og

rystede langsomt paa hovedet.

»Jeg forstaar dig ikke,« sagde han, »men du aner vist ikke, h v o r alvorligt

det er,« han sank sammen paa en stol, man hørte regnen drive mod ruden, ellers

var der ganske stille i værelset; saa sagde han hæst:

»Jeg kan ikke mere holde af Louise saadan som för, jeg kan ikke.«

Det gav et sæt i mig.

» D u ! — men kære — du siger, — kan

ikke?

jeg forstaar ikke,

det dig? — jamen kære,« det hele løb ru n d t for mig, jeg stod foran ham og gi eb

ham i skuldren.

»Ja, jeg véd godt, at det er forfærdeligt, - men saadan er jeg altsaa, — men

maa sige mig, hvad jeg skal göre ved hende.«

»Jam e n Kastrup dog, - ved du hvad, saa er alting jo godt,« der kom plud

selig over mig en uimodstaaelig trang til at le.

Kastrup rejste sig.

»Nej paa den maade, — det maa du ikke, det var ikke

derfor, jeg kom herop.«

» H ø r nu, K a s tru p ! — jeg skal ordne hele sagen til

dm tilfredshed, jeg lover

dig, at Louise ikke bliver

ked af det, kan det ikkeglæde dig?

K a stru p saa uforstaaende paa mig.

»Jeg skal sige dig en ting, jeg er ganske sikker paa, at Louise ogsaa længes

efter at k omm e fri af det forhold.«

Jeg h a r aldrig i m it liv set Kastrup blive saa forbavset, som han blev ved

at høre dette, og jeg kunde ikke lade være med at le af h am ; men jeg lovede

ham paa hans indtrængende opfordring strax at gaa til Louise.

Jeg opsøgte hende, da hu n om eftermiddagen kom fra sit kontor, og fulgte

med hende hjem. De r satte jeg hende ind i sagen

ogspuigte om hendesmenin0

H u n blev först overrasket,

dernæst vred, saa brast hun i graad, og sluttelig b ev

hun h e n ry k t og tilstod, at

hu n længe havde ønsket det saadan.

H u n vilde have

prøvet paa at leve et fornuftigt og godt liv og være noget for Kastrup, men hun