59 / 437
DAGLIGSTUENS BILLEDER
21
synes i deres rent ydre Virkning i Farver og Fortællemaade, hvorfor det
utvivlsomt maa siges at ville have været heldigere for Stuens arkitektoniske
Holdning, om den samme Maler havde udført begge Billeder, taler de dog
hver for sig saa ophøjet og indtrængende om det samme, Menneskesjælens
Kamp for at vinde frem til Forstaaelse af sig selv, eller til Ro og Hvile, at
man ikke synes at man vilde undvære noget af dem, og at en Sammen
holdning kun virker inspirerende paa Opfattelsen af dem derved, at de gen
sidigt fremhæver hinandens Særejendommeligheder.
Det er blevet mig sagt, at vor Dagligstue oprindelig fra Arkitektens
Side kun var tænkt at skulle være, hvad Englænderne kalder »Hallen«,
Modtagelsesværelset i Huset og Gennemgangsværelse mellem Indgangen og
Alumnernes Værelser — hvilket vel sagtens er Grunden til, at dei intet
Hensyn er taget til at skaffe tilstrækkeligt Lys om Dagen i denne Stue.
Disse Billeder, i Forbindelse med den glimrende Udsmykning af Rummet
med stærke, sikkert afstemte Farver og de gediegne Møbler, som Willumsen
har haft den afgørende Indflydelse paa, har gjort dette Rum saa sjældent
stilfuldt og roligt, uden at det dog virker højtideligt, at Tanke og Ord ud
løser sig let og frit, og Sindet finder Hvile ved at dvæle i dette Rum.
SVEN RISOM.
DEN HVIDE BLOMST.
D
e r
vugger en Blomst ved mit Hjærte
en Blomst saa hvid og saa fin,
den dufter saa sødt, den hvide Blomst,
hans Haand har selv lagt den i min.
Aa tænk, aa tænk i de Tider,
de Tider svundne som Sne,
hvor havde den Blomst forvirret mit Blik,
nu kan det saa fredeligt le.
For nu har jeg fundet en Rose,
den gløder som Midnatssol rød ;
aa, den har fordunklet min hvide Blomst,
og dog er dens Duft saa sød.