29 / 320
22
Samfundets Almisse-Lemmer: Enhver af dem lærer et eller
tiere Haandarbeider, hvorved de, i eller udenfor Instituttet,
kunne fortjene deres Brød, om ikke ganske, saa dog tildeels".
A f denne Udtalelse fremgaar, at Bestyrelsen havde det
rette Blik for den foreliggende Opgave. Man var ikke blind
for den Fare, der laa i Fremstillingen af Resultater overfor
Offentligheden, for hvilken Sagen var ny og fremmed, og
hvor der ikke var nogen lang Vej fra Tvivlen til Forbav
selsen og Beundringen, men derimod meget langt til den rette
Opfattelse af, hvad der kunde stilles som en rimelig For
dring med Hensyn til den Blindes Arbejdskraft og Stilling i
Konkurrencen med de Seende. Ogsaa i denne Henseende
udtalte Bestyrelsen sig rigtigt, idet den angaaende de Blindes
Selverhverv siger: „hvorved de kunde fortjene deres Brød,
om ikke ganske, saa dog tildeels". Naar der tilføjes: „i
eller udenfor Institutet", seer man dog paa samme Tid, at
man dengang havde Tanken om en Arbejds- og Forsørgel-
sesanstalt for Øje, lige saa vel for mandlige som for kvinde
lige Blinde.
Der fortsættes, som følger: „II.
Vi ville, at de Blinde
føle sig under og ved vor Dannelse mindre ulykkelige
; de
skulle ei længer i sørgelig Uvirksomhed og Lediggang hen-
sukke deres Tilværelse; vi ville føre dem ud af det For
mynderskab, under hvilket de hidtil stode, ind i Forbindelse
med Verden, og de skulle selv glade føle deres Værd ved at
kunne arbeide fil Selskabets Gavn". Derefter udtales, at
man ikke vil indskrænke sig til at uddanne dem til Arbejde,
men ogsaa udvikle deres Aand, klare deres Forestillinger og
Begreber, og aabne deres Hjerter for ædle Følelser. Man vil
give dem Stof til Eftertanke og Underholdning. „De bør
samle Kundskab om Pligt, om et høiere Væsens Tilværelse,
om Udødelighed." Der tilføjes: „De med svage Evner be
gavede bør alene — foruden Haandarbejde — lære Religion
og Regning".
Om en egentlig forberedende Undervisning, som man