102 / 234
93
fulgt dette forlangende, var bogen blevet en meget
tyk bog og ikke hvad han havde tænkt sig: en lille
brochure paa 84 sider. Ganske særligt kritiseredes
hans fremstilling af lupus i et afsnit for sig, idet
de to af lægerne ikke fandt sig kompetente dertil,
men overlod det til den tredie.
Gundelach Møller
svarede i en ny piece, de »tre læger« ligesaa, og den
ene af dem, der navngav sig som
Bendz,
desuden i
en særlig piece. Endelig kom der en lang recension
og ret uhildet kritik i Bibliotek for læger.
De tre læger var
Djørup, Bendz
og
Sommer,
men det interessante og for os ret mærkelige er, at
Djørup
var reservekirurg ved akademiet,
Bendz
var
Gundelach Møllers
reservekirurg og
Sommer
hans kandidat. Rimeligvis til stor skade for de
studerende opnaaede de, at
Gundelach Møller
betak
kede sig for at fortsætte dette arbejde, til hvilket
han i sin fortale havde stillet store forventninger.
Man faar af det indlæg, som
Bendz
leverede under
navn, at vide, at grunden til kritiken var, at han
og
Møller
var bievne uenige om en diagnose: lupus.
Bendz,
der var en glimrende operatør, var tillige en
meget krigersk herre, og dette gælder ogsaa
Djørup,
hvad der 20 aar senere kom tydeligt frem, da de to
tørnede sammen i den store strid om den militære
øjensygdom, — og hvad der vist laa bagved, om
stabslægestillingen.
I 1832 indstillede akademiet, at
Gundelach
Møller
maatte erholde tilladelse til som akademiets
medlem at deltage i dets deliberationer og for
handlinger, og dette bevilgedes 29. marts 1833.
Samtidig bestemte man, at
Møller
alene skulde
give karakter ved den kliniske prøve, men de andre
professorer skulde saa vidt muligt være tilstede
ved examen. I 1840 gav han afkald paa den ham