17 / 234
vide noget ikke blot om medicinske forhold, men
om mange andre ting i København paa den tid.
Set fra nutidens synspunkt er dette værk sikkert
Callisens
bedste arbejde. Derefter tog han fat
paa sin kirurgi, omarbejdede den helt og udgav
den under navn: Systema chirurgiæ hodiernæ i
2 bind 1815 og 1817.
Som omtalt var
Giesemann
blevet professor i
Callisens sted, idet akademiet havde indstillet ham,
der var dets første adjunkt. Da
Giesemann
var
blevet indstillet til adjunkt1), havde akademiet
i en skrivelse af 28. december 1795 bl. a. skrevet,
at man ikke let kunde holde det raadeligt nogen
sinde at antage mere end en adjunkt, da disse
har haab om ascension, og den lange tid, som
sædvanlig vil medgaa til 2 vakancer iblandt 3
kirurgiske professorer, lettelig kunde medføre saa
betydelige forandringer i en mands forfatning, at
de kunde geraade staten, videnskaben og akade
miet til største skade. Dette fornuftige princip
havde man fraveget, idet man 6. april 1802 havde
udnævnt
Colsmann
til anden adjunkt uden løn
ning, men med løfte om at faa de adjunkten til
faldende 50 rdl. om aaret, naar han rykkede op
til at være første adjunkt.
Johannes Colsmann
var født 1771, søn af
præsten, dr. theol.
Colsmann,
som formentlig var
en broder til
Callisens
hustru. Som reservekirurg
havde den unge
Colsmann
vist betydelig dygtig
hed, og for at kunne afslutte sin uddannelse søgte
han 1799 kongen om rejseunderstøttelse. Denne
ansøgning gav akademiet en lang anbefaling, hvori
der om
Colsmann
udtales, at han paa den litte
9 2. del s. 125.