32 / 234
23
»Mine hoyagtbare chirurgiske Medlemmer.
Meget undselig over den af det Kongelige
Chirurgiske Academie mig saa hoyt ærende be
rømmelse, de mig værdig tiltænkede Agtelses tegn
(hvis academiets brev jeg har leset for Kongen
til Hans Allernaadigste Velbehag) og for mine
Medlemmers personlige Besøgeiser takker jeg paa
den rørenste Maade. Er der et Baand og en Deel-
tagelse til i Verden, saa er den til visse imellem
Dem og mig! —
Hr. Professor
Schumacher,
for hvem jeg ved
min den Tid havende Indflydelse formaaede Reise-
Stipendium og siden etc., har eengang efter sin
Reises Tilbagekomst beviist mig denne udtegnede
Ære — Siden som og nu har han vel havd nok
med sin egen Person at bestille.
Min Samfuld med Academiet har været min
Livet igiennems Sødhed, jeg forlader den med
følbar Ømhed. I al Hoyagtelse hendøder Deres
Ven og Tjener«.
Schumacher,
der var dekanus, satte brevet i
cirkulation og skrev: Den passus derudi mig an-
gaaende har jeg besvaret til hr. livkirurgen. Jeg
hader højtids-visitter, og om min egen person har
jeg mindst bekymret mig, da jeg har og anvender
min tid endnu paa vigtigere ting, som vel ej kan
nægtes af dem, som har kendt mig længe.
I Statstidende tog
Bodendick
afsked med sine
venner, men denne afsked skal jeg ikke gentage,
ligesaa lidt som de gravskrifter som er gengivne af
Wendt
i Københavns Nyeste Skilderi 1826 s. 1330.
Derimod er jeg i besiddelse af et stykke papir,
hvorpaa
Bodendick
har skrevet endnu et par grav
skrifter, som jeg vil gengive:
Dignitatem et utilitatem chirurgiæ pro rege