30 / 234
21
tvivlelig fortjener enhver dansk kirurgs og især
akademiets højagtelse og erkendtlighed. Hans
portræt modtages derfor med taknemmelighed, og
hans brev besvares med den forsikring, at det,
som han har gjort for kirurgien og akademiet,
vil i alle tider være i akademiets og enhver dansk
kirurgs kære erindring. — Men skulde denne virke
lig ærværdige mand, som dog egentlig er at anse
som akademiets stifter, ikke fortjene flere be
viser paa akademiets og kirurgernes højagtelse og
at bringe hans navn endog i efterslægtens erindring?
En sædvanlig akademisamling vilde ikke være
mere højtidelig og hædrende end en skrivelse —
denne maatte, om den bestemmes, være offentlig
og deri holdes en passende tale og forud en kantate
m. v. — Eller skulde man, da han dog forresten
er (—-?— ) mortuus for akademiet, lade forfærdige
hans buste forat opsættes i akademiet til erindring
for efterslægten? eller skulde man lade slaa en
medaille paa ham? Skønt jeg ikke skylder hr.
livkirurg
Bodendick
noget med hensyn til min
stilling i akademiet, og skønt jeg er i det tilfælde
snart at forlade akademiet, skal jeg dog med
glæde bidrage til at hædre denne værdige mands
minde.
Giesemann
bifalder alt, hvad pluraliteten
maatte bestemme til denne ærværdige mands ære
og glæde, men man maa skynde sig, for han rejser
snart. Et velskrevet brev tror han passende, men
han har heller ikke noget mod en buste. —
Tønder
underskriver med glæde og deltager i alt, hvad
de andre bestemmer. —
Schumacher:
en buste,
naar man kun faar den godt forfærdiget, vil efter
hans tanker være det hæderligste.