41 / 234
32
førligt. »Med smerte har jeg læst, at hr. etatsraad
Callisen
har anset min erklæring for bitter be
brejdelse mod akademiet, som jeg føler, at jeg
skylder saa uendelig meget. Aldrig skal jeg glemme,
hvad dets mænd var for mig som lærere og vel
gørere, og kun den agtelse jeg bærer for Dem,
har bragt mig til at anse det for pligt aabenhjertet
at tilstaa Dem den dom, jeg troede som god
discipel i lige grad at skylde Dem, som jeg skyldte
sandheden den. — Et saa hæderligt kollegium
troede jeg ikke vilde give et løfte fra sig af den
beskaffenhed til den ringeste studerende uden at
det var helligt. Hr.
Jacobson
ansaa jeg, da han fik
løftet ved sin tiltrædelse som lector chemiæ som
akademiets embedsmand, og da der ej fandtes
noget i dette løfte, som paalagde ham at søge om
at ansættes som virkelig reservekirurg, saa ansaa
jeg ham i denne henseende skyldfri«. — Han
finder det forøvrigt rigtigst, at akademiet erklærer
paa ansøgninger, naar dets dom æskes og ikke
forud, og han anfører, at da han i 1801 søgte
distriktskirurgikatet i Sorø forenet med medici
embede, svarede akademiets medlemmer, at man
ikke vilde erklære sig, før kancelliet forlangte det.
Reservekirurg
Callisen
fik vist heller ikke anbefa
ling paa sin ansøgning om rejsestipendium.
I samlingen 31. oktober 1810 henlagdes sagen
derpaa. En maaned senere havde
Jacobson
for
langt akademiets vidnesbyrd om, at han havde
været lector chemiæ og reservekirurg, samt om
hvorledes han havde forestaaet disse embeder, og
der svaredes, at han i 3 aar havde været lektor
og holdt sine forelæsninger tilfredsstillende for
akademiet og til nytte for tilhørerne. Vel havde
han ikke gjort tjeneste som virkelig reservekirurg,